Louis André Jørgensen har fået et ophold i Frederiksholms Atelier til at arbejde med sin kommende soloudstilling, Bjergtaget, på det kunstnerdrevne udstillingssted Bladr på Nørrebro.
Feb. 2023
Til denne udstilling arbejder jeg med sten som både materiale, motiv og metafor i en række værker, hvor jeg bruger geologien som linse til at se på køn, tilhørsforhold og tab. Alle værkerne søger på den ene eller den anden måde at identificere sig med stenene i en søgen efter en solidaritet, der går ud over dem, der ligner os selv, ud over det menneskelige. Jeg arbejder bl.a. på en serie af collager, der kombinerer tekst og blæktegninger med fotografier af stendysser og kasserede gravsten. Stenskulpturer med indgraverede ord og tegninger og et todelt performanceværk med titlen Jeg er et tungt og langsomt menneske. Sidstnævnte tager udgangspunkt i teksten fra et af mine andre værker – en håndsyet kunstnerbog med fotos og essay med titlen, Jeg er varm i solen, jeg er smuk, når jeg bliver våd.
Jeg arbejder med en række forskellige processer på samme tid – tegner, skriver og fotograferer – redigerer, tester print, tester papir, arbejder med bogens grafiske opsætning, designer omslag. Finder sten, som jeg slæber med hen på atelieret. Fotograferer dem og arbejder med de motiver, som skal graveres.
Visdom fra stenene
I den vestlige naturforståelse ses mineralriget som det nederste: Stenene sætter hverken blomster eller føder unger og virker som det, der er længst fra mennesket. Men som queer individer har de rejst langt for at blive dem, de er i dag, og deres processer er fortsat i gang: De går fra flydende til fast, krystalliserer og transformerer gennem tid, tryk og erosion. Disse udviklinger resonerer med de kropslige og sociale processer transkønnede gennemgår—som til tider udfoldes med tektonisk langsomhed, til tider med vulkansk kraft. Mine værker søger mod at begribe denne mangfoldighed og forstå vores sanselige forbindelse til den. Kunne vi styrke solidariteten mellem mennesker ved at genoverveje, hvad slægtskab kan betyde og ved forsøgsvis at identificere os med dem, der ligner os mindst, stenene?
Rundt om i landet findes kæmpesten, hvortil der er knyttet sagn fra før-kristen tid. Man mente bl.a. at stenene kunne værne mod ulykke, hvis man respekterede deres fred eller ofrede til dem. Teolog Mads Lidegaard skriver: ”Endnu i min barndom (…) belærte de gamle os om, at stenene var levende som alt andet, at de groede i jorden (…). Mange mente også, at de fik unger: Alle de små sten, der lå omkring de store.”
I Stenalderen var stenene hellige, men i dag anses de for dødt materiale, vi frit kan manipulere. På samme vis er normerne for køn skiftet, og queer personer, som før havde centrale roller som regenter, healere og krigere udviskes i den gængse historieskrivning.
Den ældste kunst vi kender er bemalinger og udhugninger af sten, der har transporteret billeder og fortællinger gennem årtusinder. De er ankommet til os, forandrede af rejsen, men dog stadig grundlæggende sig selv. De taler et forhistorisk sprog, som både handler om menneskelige og geologiske transformationer. Hvordan kan vi læse disse udsagn i dag? Med mine værker vil jeg forsøge at skrive videre på denne fortælling.
