Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Lisa Rosenmeier arbejder i Anne Marie Carl-Nielsens atelier på en soloudstilling til Dansk Kulturcenter i Beijing til foråret 2026. Udstillingen, Blue Ray, er stor og forløber over flere etager med forskellige loftshøjder. Der er en stor atriumhall i midten på 10x10m med en loftshøjde på 11m og åbning ud mod tre andre forskelligt proportionerede rum.

Feb. 2025

En ting er, hvad jeg kan klare i helikopterperspektiv i en modelkasse, noget andet er kompositionen af de store værker i virkeligheden. Derfor er Anne Marie Carl-Nielsens atelier ideelt.

Jeg har fotograferet en del optiske lysfænomener, mens jeg var på Kunstlerhause Bethanien fra marts 2023-2024. Jeg skaber dem ved at blande farvet lys og fotografere det. Jeg har til Blind Spots-delen af udstillingen vendt dem, så de fungerer som negativer eller røntgenbilleder af de optiske lysfænomener. Både røntgenbilleder og negativer associeres med det oprindelige – matricen.

Processen på Statens værksteder handler om at undersøge og afprøve de enkelte “negativer” af optiske lysbilleder, hvilke proportioner de skal have, rummets størrelser imellem dem, og forholdet til fladens størrelse. Spørgsmål som: “Hvor meget af fladen skal dækkes?”, “Hvor store og hvor små skal de enkelte elementer være?” og “Hvordan skal de sammenstilles?” er centrale.

Ligeledes er undersøgelsen af de forskellige forløb som Blue Ray består af og placeringer i forhold til hinanden i rumforløbet på DCC altafgørende. Det er vigtigt at se nærmere på, hvordan del-elementerne i udstillingen proportioneres, og hvordan de spiller sammen med hinanden i rummene og virker psykologisk på beskueren.

Når undersøgelsen er færdig på papir, og der er bestilt testprint på glas og spejl, skal der skabes og udvælges serier af collage-kompositioner. Disse fungerer som oplæg til de senere og meget store og dyre spejlprint. Testprintene er nødvendige for at sikre at farverne kan holde de ønskede farveniveauer og nuancer, når de printes digitalt på glas og spejl.