Billedkunstner Kristian Devantier har på SVK udført tre store træskulpturer, der skal indgå i hans kommende soloudstilling på Galleri Franz Pedersen i Horsens. Værkerne er inspirerede af det kendte oliemaleri Frokost i det grønne fra 1863 skabt af den franske maler Édouard Manet.
Kristian Devantiers træskulpturer er en del af et projekt, han har arbejdet på i godt to år, hvor han gennem forskellige medier fortolker Manets klassiske maleri.
”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke rigtig kunne komme videre med mit udtryk – jeg syntes, det var blevet lidt udtømt. Jeg blev inspireret af maleriet ’Frokost i det grønne’ og tænkte, at jeg ville prøve med min egen version af det. Maleriet er blevet fortolket af flere kunstnere gennem tiden, og jeg finder historien bag og om maleriet interessant at gå på opdagelse i. Jeg arbejder med fortolkningen af myten om maleriet, og det, der fascinerer mig ved det er, at det var inspireret af maleriet Landlig koncert af den italienske maler Giorgione.”
En humoristisk tilgang
I projektet arbejder han med maleri og skulptur, og værkerne skal udstilles i en form for installation for således at skabe et samspil mellem dem. Skulpturerne skal stå forskudt midt på gulvet, så det er muligt at gå rundt om dem.
I både sine malerier og skulpturer bygger Kristian Devantier videre på og skaber en ny fortælling med udgangspunkt i historien i Manets maleri. Han er optaget af at skildre Manets værk med sin egen humoristiske tilgang. Stilen i værkerne er grafisk, og hans figurer er malet og udformet ud fra hans karakteristiske formsprog, hvor de ingen alder har. På den måde tilføjer han værkerne en uskyldighed.
Håndlavede skulpturer
Skulpturerne har Kristian Devantier lavet i hånden. De måler omkring 140 x 120 cm og er udført af træplader i krydsfiner. Han lagde ud med at skitsere figurerne for derefter at blæse tegningerne op på træpladerne og således skære dem ud med en stiksav ved at følge stregerne.
Skulpturerne er blevet grundet med hvid farve og derefter malet i de samme farvenuancer, som han bruger i sine malerier. Til sidst er de blevet behandlet med lak.
Skrevet af Cecilie Aaby