Til Udstillingsstedet Sydhavn Station arbejder Anne Skole Overgaard på en serie træsnit med motiver fra Norditalien.
Jan. 2015
I det grafiske værksted har Anne Skole Overgaard kastet sig over træsnit og brug af dybtrykpressen – en kunstart som for Anne er ubetrådt land. Ikke desto mindre er hun kommet godt i gang med sine træsnit og træplader af krydsfiner.
Anne Skole Overgaard driver Udstillingsstedet Sydhavn Station sammen med 10 andre kunstnere. Til selve lejemålet på stationen tilhører 15 plakatholdere. Det er her Anne skal udstille, og hun ønsker at skabe noget, som skiller sig ud fra de øvrige reklameplakater, som hænger på stationen. Derfor bruger hun ikke plakatkunst, men vil udstille trykkepladerne.
De grafiske tryk, som hun udfører med pladerne i værkstedet, skal også udstilles inde i udstillingssrummet på Sydhavnen Station. Efter at have sværtet pladerne med oliebaseret tryksværte trykker hun på kinapapir, og det er faktisk tryk nummer to som skal bruges. Ved ikke at tilføre ny sværte efter første tryk, opnår Anne et let og gråligt resultat. De grålige toner og det lette kinapapir giver et tågeagtigt udtryk. En stor kontrast til træpladerne, der har mere tyngde og materialitet. Kinapapiret kommer i baner af 10 m og skal hænges som en papirvæg. Ophængt på rundstokke bliver det et mere rumligt værk og refererer til japanske papirvægge.
Tyngden i pladerne og udskæringens hårde kontrast mellem lys og mørke står i modsætning til trykkenes lethed og transparens. Motivet er det samme, men værkerne har en meget forskellig karakter. Årestrukturer og pladernes flossen giver et interessant udfald, og med striber i malingen og fra selve trykningen skaber Anne bevidst et spil i trykkene.
Pladerne, som måler 80 x 120,5 cm, opsættes i forlængelse af hinanden som en lang frise i stationsrummet. Anne håber på, at beskueren vil føle det som at gå langs et landskab. Hendes mål med udtrykket er, at det ikke bliver for påtrængende. Efter Annes mening kan reklameplakater, i forsøget på at sælge et budskab, blive for anmassende. Trods det kontrastfulde udtryk i træsnitpladerne, er kunstens motiv – træer og vinstokke – tilpas neutrale.
Arbejdet med de store plader og de lange baner papir kræver god plads. Pladerne fylder og arbejdet med trykken er meget omfattende. Heldigvis har Anne god plads i grafik værkstedet. Værkerne udstilles samlet i januar.