Hop til indholdet.

Projekt

Filiz Kuvvetli: Limning af masonit

2018 / Konservering

Samtidskunstkonservator Filiz Kuvvetli har været på Statens Værksteder for Kunst for at undersøge, hvordan man bedst reparerer brud på masonitplader, som især blev anvendt i 50-, 60- og 70’ernes malerier. Hun er, hvis hun selv skal sige det, meget tilfreds med resultatet, og et værk af Poul Gernes er nu så godt som dengang, det blev til i 1973.

Aug. 2018

Masonit som materiale er utroligt svært at restaurere, når der først er sket brud på det. Masonitten åbner sig og bliver så mør, at det er noget nært umuligt at sammenføje det igen.

I perioden fra 1950 og frem til 70’erne anvendte en hel del billedkunstnere netop masonitpladen som lærred. Poul Gernes, Per Kirkeby, Asger Jorn og Ole Schwalbe blandt andre.

”Rundt omkring på museerne findes der i dag mange slidte værker af kunstnere, som dengang eksperimenterede med kunst på masonit. Ofte er det i hjørnerne, vi ser slitagen, og nogle gange oplever vi deciderede huller. Desværre er der ikke gjort mange vellykkede forsøg med at udfylde de her huller og rekonstruere farvelaget bagefter,” fortæller Filiz Kuvvetli.

Så det har den erfarne konservator nu sat sig for: At afprøve forskellige limtyper og metoder, for at finde frem til en skånsom og ikke mindst holdbar metode til at udfylde brud på masonit.

Og hun har et fint kvadratisk maleri af Poul Gernes stående i atelieret, som netop trænger til en sådan reparation. Et maleri fra 1973, som sammen med to andre hører til på Café Sommersko i det indre København.

Epoxy som lim
Flere konservatorer har forsøgt at lime og udfylde huller i masonit, men disse forsøg har med tiden vist sig ikke at holde. En af Filiz’ kolleger har eksempelvis forsøgt sig med PVA-lim iblandet savsmuld. Men efter ti år var limen nærmest opløst.

Filiz har også eksperimenteret med denne metode og forskellige limtyper, blandt andet trælim, men masonit er generelt et meget fleksibelt og derfor letbevægeligt materiale, og i sammenspil med den smidige og forgængelige trælim yder masonitten uhensigtsmæssigt meget elasticitet til værket og bliver derfor også en kortsigtet løsning.

Der er brug for et materiale, som udfylder bruddet, men som også danner et stærkt grundlag for rekonstruering af farvelaget.

Filiz har derfor eksperimenteret med epoxylim, som er et af de materialer, der anvendes i skulpturkonservering pga. dets langtidsholdbare egenskaber. Et materiale, som er giftigt og mere omstændeligt at arbejde med, men som hærder hårdt op og er ekstremt slidstærkt.

Epoxy består af to komponenter, som man sammenblander. Det, som Filiz har anvendt, har en brun farve, som integrerer sig godt med masonittens brune. Det er let at formgive og danner et godt udgangspunkt for rekonstrueringen af penselstrøg eller andet pastositet på overfladen.

Man har cirka en time til at sammenblande og arbejde med epoxy, før den hærder op. Det kræver selv sagt hurtige og sikre hænder.

Når epoxyen hærder, bliver materialet helt hårdt og vejer næsten ingenting. To gode egenskaber i denne sammenhæng. Til gengæld er det risikofyldt at arbejde med. Kommer bare en smule af epoxymassen på maleriets overflade, er skaden sket. Det er umuligt at fjerne.

Derfor har Filiz først isoleret og beskyttet farvelaget på Gernes-maleriet med cyklododecan. Et materiale, der i malerikonservering anvendes til at stabilisere og i dette tilfælde afskærme overfladen, mens man arbejder. Cyklododecan sprøjtes på og fordamper, når det kommer i kontakt med luft. Fordampningsprocessen kan man styre ved at gøre laget af cyklododecan enten tykkere eller tyndere.

”Jeg har altså først isoleret det originale farvelag i området omkring bruddet, og så har jeg fra bagsiden limet bruddet under et kraftigt pres, dannet et grundlag med epoxylimen og på den måde lukket hullet. Og så har jeg udkittet og gjort overfladen helt glat, så jeg derpå kunne genskabe farvelaget,” forklarer Filiz.

Rekonstruktion af farve
Arbejdet med den grønne farve har hun fået kyndig assistance til at genskabe. Gernes’ datter, Ulrikke Gernes, var i sin tid selv med til at lave netop dette maleri (faktisk arbejdede far og datter sammen i en årrække), og hun har besøgt Filiz i værkstedet flere gange, så de sammen kunne finde frem til den rigtige nuance.

”Farvelaget var helt væk, så det skulle fuldstændigt rekonstrueres. Gernes selv havde brugt emalje-farve. Jeg har anvendt akryl til at finde den rigtige farve og lagt fernis ovenpå, så glansen blev genskabt.”

Og det er lykkes rigtig godt, fortæller Filiz. Hun er meget glad for resultatet og påtænker at skrive en artikel om metoden, sådan at andre konservatorer kan få glæde af hendes arbejde.

 

Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260