Hop til indholdet.

Projekt

Echo

2018 / Kunsthåndværk

Under titlen Echo arbejder smykkekunstner Josefine R. Smith med sine hænder og håndværket som udgangspunkt for store smykker i træ, zink, kobber og stål til en udstilling i München. Hun gentager, forskyder og forvrænger de samme former i forskellige materialer. Ligesom lyd reflekteres fra en overflade som et ekko, reflekteres de små træ- og metalkroppe fra hendes hænder.

Feb. 2018

”Jeg begyndte med at skitsere dele af min hånds anatomi”, fortæller Josefine. Hun står med læderforklæde i smedeværkstedet blandt de store maskiner, der larmer og kaster gnister. Over arbejdsbordet hænger hendes skitser, og på et lille rullebord ligger små organiske former, små kroppe i træ, zink, kobber og stål. Nogle er sat sammen i ”sensuelle omfavnelser”, som Josefine beskriver det. Man kan ikke umiddelbart se, at formerne er sprunget ud af håndens, bl.a. fordi hun har spejlet dem, ”så de ligner Rorschach-billeder eller en form for sommerfugle”.

Josefine forsøgte sig først med en hanform, som hun skar ud af træ og sleb, og som hun pressede kobber og zink udenpå for at give det volumen og form. Der opstod folder i metallet – en blødhed i det hårde materiale – som hun godt kunne lide, men det viste sig, at zinken ikke kunne holde til den metode.

Sidste gang hun havde ophold på værkstedet, opdagede hun ved et tilfælde en anden metode til at forme metal i den hydrauliske presse. I stedet for at presse hele figuren ud af formen, kan hun med en ret blød akrylform og et tyndt materiale som kobber eller zink, give metallet volumen, men samtidig beholde en flad kant. Det var oprindelig en fejl, men allerede dengang tænkte hun, at hun ville komme til at bruge det til noget.

Hændernes arbejde
Hænderne og håndværket går som en rød tråd gennem hele projektet på flere niveauer. Helt konkret er formen på træ- og metalkroppene hentet fra Josefines egne hænder, hun bruger sit håndværk og sine hænder til at skabe smykkerne, og hun indlejrer referencer til kvindehåndværk og snedkerarbejde, når hun sammensætter smykkedelene med fx en sommerfugl, som man bruger til at reparere træ, laver broderier i det perforerede stål eller syr i zinkpladen. Desuden har hun taget et bevidst valg om ikke at arbejde med ædelmetaller, ”fordi det ikke skulle handle om værdi i kraft af materialet, men om håndværkets værdi i form af den tid, der er lagt i arbejdet, det blik og de hænder, der har set, formet og pustet liv i materialet”, siger hun.

Materialets iboende egenskaber, materialets sjæl
Josefine er vant til arbejde med kobber, sølv og guld, som er fleksible metaller, der kan vrides og tåle høj varme. Nu har hun kastet sig over arbejdet med zink – et langt mere skrøbeligt materiale. Hun er nødt til at konvertere de metoder, hun har lært gennem sin uddannelse, til det nye materiale, og hun er nødt til at eksperimentere, hvilket hun har rig mulighed for på metalværkstedet: ”Det er bl.a. det, det her sted kan. Der er rum for eksperimenter!” siger Josefine. Selvom hun var klar over, at zink har en meget lav smeltetemperatur, var hun ved at smelte den i stykker første gang hun skulle opvarme den for at øge elasticiteten. Hun havde planer om at købe helt ny zink og selv patinere det, men opdagede, at man kun kunne købe mindst 90 kilo af gangen. Det var et held, for det sendte hende til Bagsværd Jernhandel, ”hvor jeg fandt zink, der allerede var patineret på de mest fantastiske måder”, fortæller hun med et smil. Patineringen har Josefine taget som en gave: ”Det er altid godt med dogmer”, siger hun og forklarer, hvordan hun har udnyttet, at zinken er irret og bearbejdet af vind og vejr. Det gjorde det nemmere at bryde metallet i pressen, og revner og misfarvninger forærerede hende mønstre og former at arbejde ud fra.

Hun har bl.a. eksperimenteret med at presse netop dér, hvor der er en svaghed i metallet, hvilket har skabt smukke revner i metalkroppene. Med inspiration fra kintsugi – den måde, man i Japan reparerer skår i porcelæn med guld eller sølv i respekt for objektets sjæl, dets levede liv – vil hun fylde revnerne i zinkkroppene ud med voks og bladguld.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260