Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Kunsthåndværker, designer og billedkunstner Lis Wuisman Jørgensen arbejder i atelieret på plan 5 samt i SVK’s grafiske værksted på fremstillingen af håndlavet pergament. Efter fremstillingen udfordrer og undersøger Wuisman Jørgensen pergamentets muligheder og formåen igennem en række eksperimenter med både fotogravure og formpres.

Jul. 2014

Når man skal lave pergament, skal man først afhåre skindende. De lægges derfor i læsket kalk i en 7-14 dage, og skal røres op i en gang om dagen. Der sker herved en forrådnelsesproces i hårsækkene, som løsner sig, og således letter processen med at få hårene skrabet af skindet. Kalken har endvidere den egenskab, at den trækker væske og blod ud af skindet. Hårene skrabes  nu af med en grønlands kvindekniv.

Efter grundig skylning spændes skindet stramt op i en ramme, hvor det skrabes og siden tørres. Wuisman benytter sig af selvstrammende klemmer, som stammer fra læderproduktion. Skindet spændes op i klemmerne, som én af gangen strammes. Dette gøres i en cirkelbevægelse rundt om skindet, og skal gentages 3-4 gange, da skindet bliver ved med at give sig.

Når skindet er spændt op og tørringen så småt er påbegyndt, gnides der endnu engang kridt eller kalk på, som fortsat suger fugtighed til sig og opløser eventuelle fedtrester. Skindet skrabes, og man opnår i denne proces en hvidlig, tynd, elastisk og ensartet overflade. Man kan dog stadig fornemme hudernes struktur, blodårer og eventuelle vævdannelser efter ar eller lignende.

Foto: Wuisman benytter en amerikansk læderkniv og en grønlandsk kvindekniv til at skrabe skindene

Nu er pergamentet faktisk færdigt, og eksperimenterne med formpres og fotogravure kan begynde.

Det skal atter fugtes, for at skindene kan presses i form, men i forhold til papir, er pergament langt mere elastisk og holdbart, og blandt Wuismans form-rekvisitter finder man både glaskugler og en form på størrelse med en bowlingkugle, og forskellige træforme fremstillet i birkefinér.

Det er dog vigtigt for Wuisman, at motiverne – forme som fotogravure – ikke tager opmærksomheden fra pergamentet og den klassiske, håndværksmæssige fremstillig at materialet i det hele taget. Det naturlige udtryk skal derimod fungere som en stor del af udtrykket i de færdige værker: “Der er så meget historie i materialet. Det er måske det, der er vanskeligt ved at få et nutidigt udtryk ud af det”, siger Wuismann, “men det er også det, der er fantastisk ved materialerne. Der er masser af udforskningsmuligheder stadigvæk”.