Petra Dalström er uddannet keramisk formgiver fra KADK Designskolen Bornholm, og har de seneste år beskæftiget sig med fænomener som tid, tyngdekraft, bevægelse og forgængelighed. Hendes arbejde tager udgangspunkt i at observere materialers sanselige og fysiske kvaliteter, og hun inddrager ofte lavteknologiske metoder for at skabe bevægelse eller udvikling i sine værker. Det kan være alt fra vand, der fordamper, til voks, der smelter og danner ny form.
Dalström har udstillet på udstillingssteder i både England, Japan, Danmark og Norge, bl.a. Light bends, casts shadows, Tag Team Studio (NO), Hordaland Kunstsenter (NO), Vestlandsutstillingen (NO), Mindcraft18 (IT), Crafted Matter (KR) og Kunstnernes Efterårsudstilling.