Skip to content Skip to footer
Brief info

f. 1986

Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2015, Kyoto University of Art and Design (JP) 2013-2014, og ved Forfatterskolen (1) ved UiT – det Arktiske Universitet i Tromsø (NO) 2017.

Som i en fletning snor forskellige materielle og tematiske spor sig ind og ud af hinanden I Bloch Gregersens praksis og danner strukturen for komplekse, sammensatte og flimrende narrativer på tværs af videnskab, materialitet/teknologi og sprog.

Med grundmedierne lys, skulptur, installation og tekst afsøges tematikker omkring det usynlige og uhåndgribelige overfor den synlige og taktile verden, og forbindelserne mellem disse; menneske og natur, krop og sind.

Gennem dvælende og serielle værkprocesser afsøges og udfordres materialernes iboende potentialer og dialogen mellem disse. Lys, resin, tekstil, sten, planter, tekst og oplæsning iscenesættes i spændingsfeltet mellem det figurative og det abstrakte og mellem ord og billede.

I serien af lysværker Light Techniques (2018-ongoing) synliggøres ellers usynlige grundstoffer gennem elektrificering af ædelgasser, i abstrakte og farvemæssige forløb. Med iscenesættelsen af det immaterielle, som lys/farve og lyd/tekst berøres og stimuleres beskuerens egen krop og indre verden – følelser, indre billeder, fantasi, relationer – som generator for nye perceptioner.

Bloch Gregersens praksis udfoldes med en grundlæggende nysgerrighed for det (magiske) ‘stof’ og de strenge, der tilsammen udgør et mennesket, og forbinder os til verden og til hinanden.

I 2019 vandt hun på Le Beffroi de Montrouge Paris (FR) prisen ‘PRIX SPÉCIAL « IN EXTENSO – ARTISTE EN RÉSIDENCE »’ for hendes bidrag til den internationale biennale for ung samtidskunst JCE Biennale 2019-21. I 2020 skabte hun sin første offentlige udsmykning til Retten i Lyngby støttet af Statens Kunstfond.

Bloch Gregersen har desuden tidligere udstillet på bl.a. Gammelgaard, Rønnebæksholm, Haverkampf Berlin (GE), Antenne Media Gallery (JP), Kunsthal Aarhus, Den Frie Udstillingsbygning og Overgaden Institut for Samtidskunst og hendes værker er at finde i Statens Kunstfonds samling. Coming up 2022 er soloudstilling på Ringsted Galleriet (DK) og soloudstilling på IN EXTENSO (FR).

Projekter af

Nat Bloch Gregersen har arbejdet på en række tekstile værker til en soloudstilling med titlen ‘Dressed in Saturn. To have every dumb flower’ på Alice Folker Gallery 9. april-15. maj 2021.