Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (MFA) i 2019 og Det Fynske Kunstakademi (BFA) i 2015. Video såvel som håndtegnet animation er et tilbagevendende element i hans tværmedielle værker, der ofte tager udgangspunkt i arbejdet med traumer og det monstrøse i kombination med bizar humor.
Mejdahl er blevet vist på bl.a. Kunsthal Charlottenborg og Overgaden – Institut for samtidskunst samt internationalt på festivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Norge, Island og Sydkorea. Af kendte værker kan bl.a. nævnes det musikalske videoværk ODE fra 2015 – om familiens bearbejdning af mordet på hans voldelige, alkoholafhængige far. Et værk, der i dag er opkøbt af Statens Museum for Kunst som en del af deres samling. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival i 2022. I 2021 medvirkede han i anden sæson af Kunstnerkolonien på DR.