Emilia Bergmark er en svensk multimediekunstner, der bor og arbejder i København og Malmø. Bergmarks praksis er drevet af en interesse for den menneskelige psykologi, og hvordan mennesket som et socialt, politisk og følende væsen former og betinges af verden omkring os; design, arkitektur og – ikke mindst – naturen.
Med afsæt i dagligdagens historier og observationer udvikler hun poetiske og humoristiske installationer, der kombinerer forskellige medier såsom lyd, readymades, skulptur, tekst og film, og som analyserer og kritiserer de systemer, hvormed menneskeheden pålægger verden orden og mening. En gennemgående del af hendes research er således en udforskning af det ikke-menneskelige ud fra et antropocentrisk synspunkt. Ved at give stemme til det ikke-menneskelige, såsom objekter, dyr og planter iscenesætter Bergmark tragikomiske situationer, der peger på det moderne menneskes idiosynkrasier, og derved skaber en form for mytologi over samtiden og dens billedsprog.
Bergmark er uddannet fra Kongelige Danske Kunstakademi i 2018, Gerrit Rietveld Academy i Holland og det eksperimentelle uddannelsesinitiativ i London, School of the Damned.
Nylige udstillinger inkluderer blandt andet ’Hem’, Malmö Konstmuseum, SE (2022) ‘Flowers in Art’, Arken, DK (2021); ‘Naturen Taler’, Sorø Art Museum, (2021) ‘ Soap’, Sirin Gallery x Nicolaj Bo (2021), ‘Burnout’, Kunsthal 44 Møen, DK (2019); ‘Heaven and Earth’, Marwan, NL (2018