Annarosa Krøyer Holm er uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014.
Hendes praksis er researchbaseret og undersøger forbindelser mellem skulpturhistorie, materialitet og koloniale strukturer. Hun arbejder med subjektive erindringer og situerede fortællinger, og hvorledes disse kan udfordre identitetskonstruktioner og den dominerende historieskrivning.
Krøyer Holm er optaget af sammenhængene mellem dansk kolonihistorie og det hvide ideal, som det blev formuleret i den europæiske renæssance og nyklassicisme. Hendes arbejde kredser om, hvordan disse æstetiske og ideologiske spor fortsat præger vores samtid, og hvorledes kunst kan fungere som et kritisk og refleksivt rum, hvor historie kan bearbejdes både analytisk og omsorgsfuldt.
Annarosa har etableret og drevet det længerevarende kunstprojekt Hvid[me] Archive (2014-) og været en del af det internationale kunstprojekt IMMUNE (2020-22), hvor dialog og netværksdannelse på tværs af sprog, fagligheder og geografier har været centrale elementer.
Annarosa Krøyer Holms værker har været vist på The Living Art Musuem (IS), RAYGUN Projects, Toowoomba (AU), Den Kgl. Afstøbningssamling, Statens Museum for Kunst (DK).
Hun har deltaget på flere internationale konferencer, såsom Colonial discources past-present-future, Arbejdermuseet (DK), Living Archives Research Project, Malmø Kunstmuseum (SE), Nordic connections, Det Kgl. Bibliotek (DK).