Agenda Arkitekter placerer sig i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Vi undersøger forandring som grundtema: steder i transformation, foranderlige objekter og installationer, der beretter om nedbrud og opbygning.
Arkitektur er for os en palimpsest, hvor nye lag affødes af forudgående, og hvor der inviteres til fremtidige forandringer. Vores afsæt er lokale materialeeksperimenter i 1:1, der kan skaleres til større strategier.
Spændet mellem eksperiment og strategi er kernen i vores praksis og et felt vi kontinuerligt videreudvikler og forfiner. Særligt ønsker vi at anvende denne evne til at materialisere komplekse emner til at påpege større samfundsmæssige problematikker.
Bag Agenda Arkitekter er Christina Ahm og Cecilie Esper, som begge er uddannet fra Det Kongelige Akademis Skole for Arkitektur. Sidenhen har begge parter afsøgt fagets mere kunstneriske aspekter, bl.a. gennem samarbejder med anerkendte kunstnere (Susanne Wellm, Malene Bach og Studio ThinkingHand) og i udviklingen af flere steds-specifikke kunstværker til byggeri.
Agenda Arkitekter har arbejdet med både offentlige og private klienter. Flere af deres designs har vundet prestigefyldte priser og er blevet udstillet på gallerier, museer, festivaler og i det offentlige rum.