Tekstilværkstedet på Statens Værksteder for Kunst er blevet opgraderet. Ny teknologi og nyt udstyr er indkøbt og installeret, og det betyder, at nye og andre slags kunstneriske opgaver, kan blive udført, men også at det fremover bliver lettere at få ophold på værkstedet.
På SVFK har vi udvidet vores tekstilværksted med en hel del nye maskiner og udstyr. Fremover kan vi – foruden de væve- og trykkefaciliteter, vi har stillet til rådighed gennem alle årene – tilbyde adgang til tufteanlæg, industrisymaskine, embellisher, varmepresse og TC1-væv.
De nye faciliteter åbner op for, at nye og andre tekstilproduktioner kan finde sted på SVFK — eksempelvis vil industrisymaskinen give beklædningsdesignere meget bedre mulighed for at gennemføre deres opgaver på værkstedet.
Desuden åbner den nye indretning op for en mere dynamisk anvendelse. Indtil nu har faciliteterne på tekstilværkstedet tiltrukket store og krævende projekter, som begrænsede antallet af brugere. Med de nye værkstedsfaciliteter vil brugere med korterevarende og mindre projekter få bedre adgang — og der er dermed også skabt endnu bedre muligheder for, at SVFK’s brugere kan arbejde på tværs af husets værksteder.
Indretning og ombygning af det nye tekstilværksted er udført af SVFKs personale og er blevet muliggjort med fondsmidler fra Egefonden og Nationalbankens Jubilæumsfond.
I medio september holder vi åbent hus for tekstildesignere, beklædningsfolk, vævere, studerende og alle andre med en professionel interesse for det tekstile område. Stay tuned for en dato og mere info!