Skip to content Skip to footer

Fra 2019 vil det være muligt, via Statens Værksteder for Kunst, at søge om et arbejdsophold i spritnye lokaliteter på den tidligere Maltfabrik i Ebeltoft. Fabrikken står til en større udbygning og gennemrenovering for et samlet budget på 150 mio. kr.

Af Rebekka Lewin
26. oktober 2016

Der skal pustes nyt liv i Ebeltofts gamle Maltfabrik, som fra midten af 2019 skal fungere som kreativt centrum for en vifte af lokale iværksættere og ildsjæles projekter i form af mikrobryggeri, arbejdsfællesskab, madværksted, atelierpladser samt offentlige tilbud som kulturhus, ungekulturmiljø og et fusioneret bibliotek/museum/arkiv. Ifølge ledelsen er det hensigten, at Maltfabrikken, som et stykke levende kulturarv, skal inspirere i både lokal, national og international skala. Den skal være Ebeltofts og Syddjurs’ bud på, hvordan historiske købstæder kan genskabe sig selv indefra og udgøre moderne centre for kulturel og kreativ aktivitet.

Det bliver et team med Praksis Arkitekter i spidsen, der skal tegne kulturmiljøet i og omkring den gamle Maltfabrik. Det blev offentliggjort d. 24. oktober ved en stor kulturbegivenhed i fabriksbygningerne, hvor byens borgere, politikere og interessenter for første gang kunne få indblik i byggeplanerne. I en tilbygning tiltænkt den gamle Lundbergs Have skal det nye artist in residence opføres. Her skal der være mulighed for arbejdsro og fordybelse i lyse og rummelige omgivelser.

Statens Værksteder for Kunst vil stå for administrationen og tildelingen af ophold således, at der fire gange om året er mulighed for, at professionelle kunstnere og designere via SVK kan søge om et arbejdsophold i den nye tilbygning på den gamle Maltfabriks grund. Som sådan bliver det Danmarks første artist in residence for designområdet.

Direktør for Statens Værksteder for Kunst, Frederik Hardvendel, udtaler:

”Vi er glade for at få en finger med i spillet, når den nye Maltfabrik åbner op i 2019. Idéen om at vi fra Statens Værksteders side kan bidrage med den erfaring og ekspertise, vi har fra Gammel Dok på Christianshavn, er rigtig god, og vi glæder os til at medvirke som kickstartere på det, som kommer til at blive Ebeltofts nye kulturelle centrum.”

Her ses Praksis Arkitekternes visualisering af projektet. Bygningen til venstre er det nye artist in residence.
opstalt-set-fra-vandet-af-maltfabrikken-og-villa-lundberg

Huset er i tre etager, hvor der er atelierer og værksted i stuetagen og artist in residence boliger på de to øvre etager.

Her er en situationsplan set længere fra, hvor vandet også er med.

situationsplan-med-vandet

 


Fakta

  • Den ny Maltfabrik er et partnerskab mellem Fonden Den ny Maltfabrik og Syddjurs Kommune.
  • Projektet er finansieret med bidrag fra bl.a. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Salling Fondene, Lokale og Anlægsfonden og en række lokale bidragsydere.
  • Projektet skal renovere ca. 4.000 m2 fabrik og nybygge 1.000 m2 samt revitalisere udearealer på omkring 17.000 m2.
  • Projektet er bredt forankret i en række lokale netværk, brugergrupper og kommende lejere.
  • Maltfabrikken forventes at stå færdig medio 2019.

Se mere på www.nymalt.dk