
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Proces og metode: Tre kunstprojekter i offentlige miljøer
juni 5, 2023 16:30 - 18:00

Art talk // Art Week 2023
Med udgangspunkt i tre kunstprojekter i det offentlige rum tager vi turen rundt om alle dele af det processuelle i det stedsspecifikke: fra udvikling til produktion og installation.
Mandag d. 5. juni kl. 16.30 har vi inviteret kunstnerne, Siska Katrine Jørgensen, Jens Settergren og Randi & Katrine til at fortælle om udvalgte projekter. De vil komme ind på, hvordan de har grebet opgaven an, forhandlet, overkommet udfordringer og taget kunstneriske valg undervejs i processen. Tyra Dokkedahl fra Seriously Fun er moderator og ordstyrer for de spørgsmål, der måtte presse sig på fra publikum.
Arrangementet er udviklet i samarbejde med Art Week 2023 og skriver sig ind under “København som arkitekturhovedstad“.
Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig via tilmelding@svfk.dk
Om kunstnerne
Siska Katrine Jørgensen er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og fra Kunsthøjskolen i Bergen. Hun arbejder med installation ud fra en skulpturel og materialebaseret tilgang. Hendes værker er som regel stedspecifikke, ofte tidsbaserede, og materialevalget afhænger af konteksten. Temaer som repræsentation, manifestation, andethed, verden som konstruktion er grundlæggende for forståelsen af hendes praksis.
Jens Settergren er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016. Omdrejningspunktet for Settergrens praksis er kollektive billeddannelser og samtidens mytologier, begær og visuelle kultur, som han undersøger i billeder, skulpturer, lyd og sprog. I immersive installationer behandler han temaer som natur, eskapisme, teknologi og simulation.
Randi & Katrine er begge uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005 og har arbejdet sammen siden 2004. De arbejder med stedsspecifikke installationer og værker i offentlige rum, der med humor og overskud skaber uventede og overraskende interaktioner i rummelige og sociale situationer. I deres værker behandles kulturelle billeder og tabte verdener med ømhed og omhu.
Top: Kofoeds Cigar af Randi & Katrine. Foto: Torben Petersen