Skip to content Skip to footer

Se hvordan kunsten bliver skabt d. 10. juni 2015 kl. 16.30 i Turboladen.

Kasper Akhøj har siden februar opholdt sig i SVKs største atelier, Turboladen, for at forberede sig på tre store udstillinger. 

Det første projekt er afviklet og befinder sig lige nu i Venedig på Den Belgiske Pavillon. Det andet projekt er ved at blive færdiggjort til udstilling i Amsterdam og Basel hos Ellen de Bruijne Projects. Derefter drejer arbejdet sig om nye værker til en soloudstilling i samarbejde med den brasilianske kunstner, Tamar Guimaraes, i Nikolaj Kunsthal, som afvikles i vinteren/foråret 2016.

Værkerne består af en serie skulpturer udført i beton, en række større skulpturelle installationer udført af fundne materialer som træ, metal og glas samt film og dias projektion med lyd.

Beton-projektet tager udgangspunkt i en udforskning af den senmodernistiske arkitekturs brutalistiske formgivning og behandling af overflader. Det er gennemgående for Kaspers arbejde, at formgivningen tager sit afsæt i arkitektoniske, etnografiske elementer. Kasper går grundigt til værks, når det gælder research og kildebearbejdelse, og denne grundighed kan siges at skabe modvægt til den overfladiskhed, som præger vores liv såvel som kunsten i dag.

Hør kunstneren selv fortælle om sine tanker bag værkerne og få et unikt indblik i en arbejdsproces d. 10. juni kl. 16.30 i Turboladen.

Tilmeld dig arrangementet ved at sende en mail til tilmelding@svfk.dk

Du kan også finde arrangementet på Facebook

> Kasper Akhøj på SVK