Skip to content Skip to footer

Mie Olise i atelieret på Statens Værksteder for Kunst.

Læs mere om Mie Olise på SVK

Hun føler en urfascination ved fravær og øde steder – og så er hun vokset op på Mors og har et helt særligt forhold til Aksel Sandemoses forfatterskab. Til marts er kunstneren Mie Olise aktuel med en stor soloudstilling i Kunsthallen Nikolaj, der sætter netop denne relation under lup.

Af Ida Sofie Minke Anderson
Februar 2012

”Jeg følger mere end én tråd ad gangen, det er umuligt andet, fordi livet ikke er en lige linje. Jeg forlanger ikke, at du skal kunne se alle trådene samtidig. Men jeg ved, at den, der vover at genfortælle sit liv ganske hensynsløst, til sidst vil holde alle trådene i sin hånd, og da har han ført sig selv up to date.” (Aksel Sandemose, ’En flygtning krydser sit spor’, s. 53)

Iført stor pelshue og sweater tager Mie Olise imod i sit midlertidige atelier på Statens Værksteder for Kunst på Christianshavn. Vinteren har også gjort sit indtog her, og beklædningen skal nok mest ses som en praktisk foranstaltning og ikke så meget som en del af kunstnerens udtryk. Selv om varmt tøj er vanligt arbejdstøj for kunstneren, som i forbindelse med tidligere projekter både har befundet sig i ekstreme kuldegrader ved den arktiske cirkel såvel som på et fastfrosset skib ved Island.

I atelieret er vi flankeret af store malerier, stills fra videooptagelser, to pladespillere på sokler, et par sorte skulpturer, en række indrammede Jantelove langs væggen og et enormt stykke hvidt lærredsstof, som tydeligvis er i tilblivelsesfasen med sort garn og transparent skitsepapir. Om blot en måned skal det hænge over en trapez i loftet i udstillingsrummet i kunsthallen Nikolaj, – som et kæmpe broderi, der illustrerer konstruktionstegningen af et træskib af typen Dansk Jagt. Nærmere bestemt et skib med det litterære navn Espen Arnakke, opkaldt efter figuren i Aksel Sandemoses roman ’En flygtning krydser sit spor’.

Bogen – der regnes for at være Aksel Sandemoses hovedværk – og træskibet, der også findes i virkeligheden og ikke blot som en konstruktionstegning, indtager en særlig plads hos kunstneren. Som barn flyttede hun til Mors sammen med sine forældre, hvor også Sandemose et par generationer tidligere voksede op, og igennem adskillige år tilbragte hun oceaner af tid om bord på det store træskib sammen med sin far. Faktisk var han med til at bygge det, og det var også ham, der navngav det med direkte reference til Aksel Sandemoses alter ego.

”Det giver mig en dobbelt tilknytning til denne her historie. Dels på grund af stedet og dels på grund af navnet på skibet, som jeg i mange år, for ikke at sige hele mit liv, har følt en speciel relation til. Da jeg så blev ældre og begyndte at læse Sandemoses forfatterskab, viste det sig også, at jeg havde en forståelse for hans ord og hans måde at formulere sig på, som har sat sig i mig,” forklarer hun, da vi efter en tur rundt i atelieret har slået os ned ved det bord, der med billeder, fotografier, tekstark, håndskrevne noter og computer tydeligt fungerer som en art kommandocentral for det store projekt.

 

mie-olise381x2553.img

 

En søgen i to spor
Det var lidt et tilfælde, der i første omgang satte hende på sporet af en af de mange tråde i fortællingen. I forbindelse med et artist-in-residency ophold i Maine nord for New York fandt hun ud af, at hun var forholdsvis tæt på det sted i New Foundland, hvor Espen Arnakke – alias Sandemose – går i land efter at havde forladt Jante. Dermed lå muligheden for at begive sig på en research-rejse lige for.

”Jeg havde nogle forskellige steder, jeg ville besøge, men det, jeg mødte i første omgang, var en 96-årig mand, som havde en kuffert fuld af bøger, breve og fotos fra faderens livslange venskab med Aksel Sandemose. Det viste sig nemlig, at det var hans far, som tog Sandemose ind og gemte ham, efter at han var hoppet af det skib, hvor han gjorde tjeneste som sømand,” forklarer kunstneren ivrigt, mens hun peger på et billede af en ældre mand med en slidt, brun læderkuffert foran sig.

Rejsen i Sandemoses spor førte Mie Olise dybere ind i historien og videre ind i hendes egen fortælling, hvor hun tog fat på en søgen efter det skib, hun sejlede på som barn. Det blev solgt på et tidspunkt og forsvandt derfor ud af hendes liv. I løbet af denne eftersøgning interviewede hun de ejere, skibet havde haft siden, og deres stemmer og beretninger kommer til at indgå som en del af en større lydinstallation i udstillingen – sammen med optagelser af samtalerne med den amerikanske mand, hun mødte. Undervejs fandt hun frem til, at skibet var forsvundet ud af Danmark og nu befandt sig i Holland. Her fik hun kontakt med den nuværende ejer, hvilket resulterede i, at hun tog ned og sejlede på båden alene som en genforening med den skibskrønike, hendes stemme også er en del af.

 

mie-olise381x2551.img

 

Jante må ikke tage opmærksomheden
Mie Olise har med egne ord villet være kunstner, siden hun var 15. Der skulle dog en længere omvej omkring et fuldført arkitektstudie, før ambitionerne førte hende til London og en MFA fra Central St. Martins School of Art. Siden slog hun sig ned i New York – tiltrukket af den amerikanske mentalitet.

”Den er vildt befriende,” slår hun fast og supplerer ”Jeg var også bare nødt til at gøre noget andet. I Danmark er der tre kunstakademier, og hvis du ikke har gået der, så er du på den. Jeg havde ikke de rigtige kort på hånden, men så må man jo bare finde et sted, hvor ens kort virker.”

Til trods for at Janteloven, som Sandemose formulerede i ’En flygtning krydser sit spor’, står linet op i mange formater langs væggen, er hun afvisende over for at se den som en årsag til hendes egen rejse fra Danmark ud i verden. Ifølge kunstneren bliver Janteloven ofte brugt fordummende og helt uden for kontekst i dag – og alt for ofte overskygger den Sandemoses forfatterskab, hvilket hurtigt også kunne komme til at gøre sig gældende i forhold til hendes udstilling.

Derfor kommer Jantelovene, som hun har samlet ind i folks hjem på Mors, heller ikke til at pryde de hvidkalkede mure i Nikolaj. I stedet har hun indkøbt et jalousiskab til formålet, hvor vi som beskuere kun får lov til at forholde os til en række årstal, der indikerer, hvor lang tid hver enkelt ’lov’ har hængt på væggen. Som Mie Olise udtrykker det:

”Det er jo interessant: Man har denne her Jantelov, som er utvetydig kritisk over for et samfund, og så tager samfundet den og hænger den op på væggen. Det er på en eller anden måde det mest provokerende, man kan gøre. Det er lidt, som hvis der er en, der siger, at du er en kæmpe idiot, og så smiler du bare og siger tak…”

 

mie-olise381x2552.img

 

Toget, som aldrig kommer
På et tidspunkt bliver vi afbrudt af en af Mie Olises assistenter, som kommer ind med en lille model af den station, der lægger navn til udstillingen. Den er udført i træ på det tilstødende værksted, og nu er farven helt rigtig, forstår man på kunstneren, da hun takker. Den bliver placeret i en skalamodel af hovedskibet i Kunsthallen Nikolaj, og man får en fornemmelse af den arkitektoniske installation, der meget snart skal bygges op i hele 9 meters højde i det gamle kirkerum. Men hvorfor en station og ikke et skib?

”Sandemose prøvede at skrive en roman, der hed ’Den tavse station’, som aldrig blev til noget, men han har i en anden sammenhæng beskrevet denne her forladte station med to skibsmaster. Jeg endte med at synes, at det var det mest interessante billede på hele historien – ikke skibet, men stationen som på en eller anden måde aldrig blev, og toget som aldrig kommer,” fortæller hun med en reference til, at der på Mors blev bygget både station og lagt omkring 800 meter skinner, – der kom bare aldrig til at køre tog på øen.

I det store billede er denne fascination af det, som ’ikke er’ i den ene eller anden form, et genkommende tema i Mie Olises samlede værkproduktion, og hun udfordrer gerne sig selv ved at tage på research til de mest golde og mennesketomme steder rundt om i verden. Hendes eget bud er, at det måske kommer af, at hun som barn boede på et savværk, der lukkede, og at hun derfor har haft fornemmelsen af forladthed i sindet meget tidligt. Hun føler med egne ord en urfascination ved den kolde og nådesløse stemning, der opstår i fraværet og på øde steder.

”Det er noget, jeg opsøger, og jeg synes, at de aftryk af det, der var, og ikke er, og især det, der ikke lykkedes, er interessante. På en eller anden måde fortæller det negative rum meget om det, der har sat aftrykket. De her vidner til historien eller til ideerne og drømmene – alle de ting, som ikke blev. Det har jeg en fascination af.”

 

mie-olise381x2554.img

 

Læs mere om projektet “Den Tavse Station”

—-

Om kunstneren
Mie Olise opererer med flere forskellige medier; fra maleri over video til skulptur, lyd og installation – udgangspunktet er, at konceptet afgør mediet. Hun er født i 1974 i Roskilde og er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus og the Bartlett UCL i London i 2001. I 2007 tog hun en MFA ved Central Saint Martins School of Art i London. Derudover har hun haft residency-ophold på Skowhegan School of Sculpture and Painting i Maine, USA og på ISCP, International Studio and Curatorial Programme i NYC, USA.

Hun har bl.a. haft soloudstillinger på gallerier i Berlin, Los Angeles og Houston samt på Skive Kunstmuseum. Derudover har hun deltaget på en lang række gruppeudstillinger. Udover den kommende udstilling i Kunsthallen Nikolaj er der pt. planlagt en soloudstilling på Museo de Arte Acarigua-Araure i Venezuela i 2013. Mie Olise bor i København og New York.

Læs mere på www.mieolise.com

Om udstillingen
’Den Tavse Station’ kan ses i Kunsthallen Nikolaj i København fra d. 9. marts til d. 12. maj 2012. Der bliver udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen, og musikeren Nikolaj Hess har komponeret et musikstykke, der indgår som en del af installationen.

Læs mere på www.kunsthallennikolaj.dk

Om bogen
Aksel Sandemoses (1899-1965) roman ’En flygtning krydser sit spor’ udkom første gang i 1933 og kom derefter i forfatterens reviderede udgave i 1955, som er den udgave, man kan købe i dag. Romanen skildrer drengen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante (bygget på Nykøbing Mors), og den tager sit udgangspunkt i formuleringen af Janteloven, som er Aksel Sandemoses bud på det lille samfunds normsæt.