
Udstilling Foyer: Begitte Lynge Andersen
august 15 15:00 - september 14 17:00

Homeland (golden edition)
15. aug. – 14. sept. 2025
De fleste mennesker har en relation til tekstiler, men den er ofte ubevidst, ikke sproglig og sanselig. Begitte Lyng Andersens kunstneriske ærinde er at skabe værker, hvor håndværksundersøgelser og processer sætter sig som sanselige aftryk, der besnærer beskuerens egen oplevelse af sanselighed. Hendes kunstneriske bearbejdelse af hverdagens tekstiler skaber nye rum for refleksion og forundring og forbinder os til det, vi ofte tager for givet eller slet ikke lægger mærke til i vores daglige gøremål.
Begittes værker kredser om de gængse fortællinger i hverdagen; det praktiske, det presserende og de stiltiende hverdagslige nødvendigheder og gentagelser. Metoderne er ofte den trykte, serigrafiske proces i kombination med atypiske teknikker og nøje udvalgte materialer. Med konceptuelle greb sidestiller hun den reflekterende tankeverden med det kropslige, sanselige og intuitive og kombinerer grafik, skulptur, fotografi og tekstilt kunsthåndværk i sine værker.
“Min kærlighed og mit sprog ligger i det tekstile felt, idet tekstil som materiale bærer evnen til at arbejde med erindringsspor – de kan være ladet med værdier og medbringe en iboende fortælling.”
Til udstillingen, Homeland, har Begitte arbejdet med serigrafiske 1:1 gengivelser af brugte, hjemlige tekstiler, genoptrykt i guld i tekstiltrykværkstedet på Statens Værksteder for Kunst.
Fernisering i Foyer: Fredag d. 15. august 2025 kl. 15.00 – 17.00 i Strandgade 27B på Christianshavn.
–
Begitte Lynge Andersen er født i Australien i 1969 og opvokset i Thy. Hun er uddannet tekstiltrykker, institut for Unika, på Designskolen Kolding og linjen for Interaktivt Design, Institut for Visuel Kommunikation. Hun er medlem af BKF, KKArt, KKS, FGV og CPS (California Society of Printmaking, Californien, USA) og underviser i serigrafi. Hendes arbejde er optaget i bogen, “Dansk Tekstilkunst 2008-2018”.