Lone Bank & Tanja Rau har samarbejdet siden 1999. Deres fælles rum for at arbejde med kunst udviklede de allerede mens de studerede på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skolen for Mur & Rum i årene 1998 til 2001.
De var i den periode med til at definere en skole, ikke ud fra mediet og dets specifikke problematikker, som traditionelle professorskoler, men derimod ud fra summen af de mennesker der mødte op. Skolen havde en høj grad af elevstyring og fungerede som en levende platform, hvor værkproduktion, performances, middage og undervisning smeltede sammen og kom til verden gennem udveksling og forhandling.
Bank & Rau har siden arbejdet med denne underlige størrelse, fællesskabet, og med en stor grad af åbenhed i forhold til materialer og metoder og med stedet og dets mennesker som igangsættere.
Deres værkers narrativer dykker ned i fællesskabets problematikker, som samfundsmæssige forpligtelser, familierelationer, det offentlige som fællesskabets organisation og med gruppen, det være sig arbejdsrelationenen, virksomheden, byen eller institutionen.
Bank & Rau arbejder såvel med udsmykninger i det offentlige rum som med mere socialt baserede og installatoriske værker.