Ruth Campau arbejder med maleriet i et udvidet felt, hvor faktorer som farve, materiale, tekstur og værkets interaktion med omgivelserne er i fokus. Hendes malerier skabes af lange, koncentrerede strøg, der fastfryser kunstnerens bevægelse i malingen.
Campau har skabt adskillige stedspecifikke og bygningsintegrerede værker, herunder til Københavns Lufthavn (2024-2028), Hvidovre Hospital (2017-2024) og Godsbanen i Aarhus (2025).
Hun er repræsenteret i flere museumssamlinger såsom ARKEN Museum for Samtidskunst, KUNSTEN Museum for Moderne Kunst i Aalborg, Bornholms Kunstmuseum og Museum gegenstandsfreier Kunst i Otterndorf, Tyskland.
I 2018 modtog hun Eckersberg Medaillen, og i 2020 blev hun tildelt Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse. Campau er autodidakt og medlem af Grønningen, hvor hun også sidder i bestyrelsen.