Hop til indholdet.

Projekt

Medaljer til hverdagens helte

2014 / Design

Sep. 2014

Inger Margrethe Larsen har været på Statens Værksteder for kunst ad to omgange i sommeren 2014, for at arbejde med sit projekt Medaljer til hverdagens helte.

Af Hanne Damgaard Lashi, 19. sep. 2014

Under første ophold arbejdede hun primært i træværkstedet på at fremstille modeller af medaljerne i træ. Disse modeller, som er op til 80 cm i diameter, er blevet brugt som forme for de endelige medaljer som Inger Margrethe Larsen har vakuumformet i plastmaterialet akryl i samarbejde med firmaet Formatek A/S som er specialiserede i vakuum.

Under andet ophold arbejder Inger Margrethe Larsen i det store atelier, Store Formater, i stueetagen på at forberede og færdiggøre medaljerne til udstillinger. Medaljerne er forskellige i både størrelse, farve og udsmykning, som svarer til det tema de repræsenterer. Der er bl.a. medaljer for hus og hjem og for mod og styrke. Nogle medaljer er udsmykket med flock som giver en blød velouroverflade som ekstra lag på medaljen.

Inger Margrethe Larsen har tidligere udviklet medaljer som en humoristisk smykkeserie fremstillet i ren hvid akryl og pyntet med kulørte bånd inspireret af klassiske medaljetyper. Med projektet Medaljer til hverdagens helte går hun i dybden med emnet og stiller skarpt på medaljens eksistens for at genfortolke dens grundlag.
Udover de store medaljer arbejder Inger Margrethe Larsen også på en portrætserie, hvor hverdagens helte, med nærværende historier, giver deres bud på hvorfor netop de fortjener en medalje – stort som småt.

Medaljerne får deres debut i Svenske Villa i Bernstorffsparken og derpå arbejdes der på en udstilling i Indien.

> Foromtale af udstillingen på Svenske Villa

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260