Det skal helst ikke gå for langsomt, når Casper Cosmus Alsøe skaber sine collager, kinetiske skulpturer og betonafstøbninger til udstillingen New Contemporaries på Royal Scottish Academy. Ingen planlægning eller arbejdsskitser går forud for den intuitive og udforskende skabelsesproces, hvor alt skal være DIY; rammer, strømføring, betonstøbning, elektronik, maskineri.
Med sine Precious Plastic-maskiner vil Mette Saabye udnytte Cape Towns affaldsressourcer til at skabe bæredygtige produkter. Projektet er målrettet et drengehjem, hvor de unge skal bruge maskinerne til at producere urtepotter og plastsnøre til kurveflet.
Gennem en kaotisk arbejdsproces i metalværkstedet har kunstnerduoen Mathias & Mathias taget livtag med kunstinstitutionen. Mekaniserede figurer med kropsdele af malet gips skal udstille kulturbrugerens repetitive bevægelsesmønstre, når deres udstilling Artie indtager Tranen til februar.