Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Louise Bøgelund Saugmann har arbejdet med en håndlavet fotobogsudgivelse, Quiet by nature, der er opbygget af fotografier lagt i lag fra Pinseskoven i udkanten af København.

Sept. 2024

Gennem en lang periode har jeg fotograferet skoven med mit medium format kamera på forskellige dage og årstider. Det siges, at Pinseskoven plantede sig selv fra pollen, som fløj fra Sverige. I dag er den mytiske skov fredet, da den rummer og opretholder dyre- og planteliv, der ikke ses andre steder i Danmark.

Det komplette 2 kapitlers værk, Quiet by Nature, indeholder kapitel 1, 26.01.18 og kapitel 2 55˚35’12.8”N 12˚32’56.2”E, i en æske lavet til at huse dem begge sammen med teksten, Ringe / Ripples skrevet af den danske kunstner, Filip Vest. Til sammen danner de to kapitler en komplet enhed.

Bogværket produceres løbende. Alt laves i hånden: for- og bagsider indfarves med ægte indigo farve og der sys, foldes samt laves æsker. Det hele samles og blandes i samarbejde med min forlægger for at gøre hver enkelt ens og samtidig unik.
 
Arbejdet startede sidste år i juli, 2023 på Statens Værksteder, hvor vi fik lavet cirka halvdelen af bøgerne, og under det nuværende ophold har jeg arbejdet på at færdiggøre hele produktionen.

Bogværket udkom i 72 håndlavede eksemplarer på forlaget Blankt Papir Press i december, 2023.