Anna Weber Henriksen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2018. Hendes værker er i tæt dialog med det omgivende miljø, hvor landskabets råmaterialer, kropslige bevægelser og abstrakt kortlægning er centrale elementer.
Hendes arbejde udfolder sig gennem grafik, tekstil, lyd, tekst og performative handlinger, hvor kobberplader, lærred og andre registrerende flader trækkes gennem terræn, vand og byrum. Omgivelserne spiller en aktiv rolle i værkets tilblivelse og efterlader spor gennem friktion, kemi og tid.
Anna Weber Henriksens arbejde har været præsenteret i både institutionelle og kunstnerdrevne sammenhænge, bl.a. MAPS / Tidl. KØS museum for kunst i det offentlige rum), Danske Grafikeres Hus, Gammelgaard, Enter ArtSpace og Prospekt.
Hendes praksis bevæger sig frit mellem udstillingsrum, landskaber og hverdagsmiljøer, hvor hun har realiseret værker og interaktioner med blandt andet havne, parker, kirker, boligområder og åbne landskaber.
Fotograf: Mathilde Maria