Piotr Topperzer fortæller om det nye storformatsudstyr i mørkekammeret. Den 5. og 6. september 2013 kan man blive klogere på udstyret, når SVK holder kursus i brugen af kamera og forstørrelsesapparat.
> Workshop i 8×10 tommer fotografi
SVK modtog dette forår en flot donation af udstyr til storformatsfotografi af fotografen Piotr Topperzer. Som det mest bemærkelsesværdige var der i blandt udstyret et kamera og et forstørrelsesapparat til 8×10 tommer negativer. Erfarne fotografer vil vide, at der her er tale om udstyr, som man ikke støder på mange steder i Danmark.
Af Kirstine Autzen
April 2013
I forbindelse med overdragelse og indvielse af kamera og mørkekammerudstyr bad vi to kendere, den gavmilde giver, Piotr Topperzer, og billedkunstner Ebbe Stub Wittrup, fortælle om deres erfaringer med dette helt særlige format, hvor negativstørrelsen kommer tæt på størrelsen på et A4 ark.
Ebbe er den første ankomne på SVK den 15. marts, hvor en uformel fredagskaffe er omdøbt til indvielse. Han har igennem flere år har fotograferet i 8×10 tommer – men uden at have adgang til mørkekammerfaciliteter, der matcher. Begejstringen er til at få øje på:
”Det er superfedt at få mulighed for at lave hele processen på et sted: fotografere, fremkalde film og kopiere. At have mørkekammerfaciliteter til den størrelse negativer er noget helt særligt. På Paris Photo kan altid se Stephen Shores kontaktkopier af 8×10” negativer. Det kan være fx et billede af en skumringstime i et amerikansk landskab, hvor der holder en bil fra 50’erne. Det er som at kigge ud af et vindue uden glas. Farverne er helt fantastiske”.
Helt aktuelt arbejder Ebbe Stub Wittrup lige nu på en udstilling, hvori der indgår en serie af billeder lavet på 8×10 tommer, som alle er kopieret på SVK, og som bliver vist på Martin Asbæk fra 17. maj. Tidligere har han brugt teknikken til fx ”After Space Odyssey”, som er landskabsbilleder med reference til Stanley Kubrics film ”Space Odyssey”.
“After Space Odyssey”, Ebbe Stub Wittrup.
Hvorfor 8×10 tommer
”Når det nu er landskabsbilleder, så får jeg med 8×10 tommer jo simpelthen en højere opløsning. I ”After Space Odyssey” er der et farvespil, hvor billedet opstår nærmest som et fænomen i rummet imellem de to billeder. Billederne handler om noget, som kun eksisterer som en kulturel konstruktion og som ingen har set i virkeligheden. Det har jeg arbejdet meget med – det som er der, men samtidig ikke er der.
Når jeg har lavet det på 8×10” er det faktisk også, fordi jeg godt kan lide processen omkring det. Man står og loader filmen inde i en bil; der er alt muligt, som kan gå galt, og hvis der fx bare er den mindste vind, så bliver det uskarpt. Fejltagelserne omkring fotografi er ret fantastik.”
Skal du arbejde med storformat på SVK?
I Fotoværkstedet kan man arbejde i sort/hvid mørkekammer med sine billeder både ved negativfremkaldelse og kopiering. Men hvis du ikke vil i mørkekammer, eller hvis du arbejder i farve, kan man scanne 8×10” negativer på enten nye typer flatbedscannere, eller man kan købe en brugt tromlescanner. Ebbe Stub Wittrup tipser om den model, der hedder ScanMate 5000; en lille tromlescanner, der findes på Ebay i dag til ca. 500 dollars.
ScanMaten kom på markedet samtidig med Imacon scanneren og har en software, som betyder, at fx støj optræder mere organisk og ikke i vandrette linjer – men man skal holde sig for øje, at negativerne skal oliemonteres i scanneren, hvilket er en omstændig proces. Til sammenligning kan oplyses, at prisen på et scan på et laboratorium ligger på omkring 1500 kr.
Når nu emnet falder på pris og praktikaliteter, beder jeg Ebbe anslå prisen på et fotografere i 8×10 tommer.
”Prisen på fremkaldelse af et 8×10” negativ ligger på omkring det samme som to almindelige film, mens indkøb af film ligger på omkring 120 kr. per negativ. Det koster med film, fremkaldelse og kontaktark omkring 3-400 kr. per billede. Men på SVK kan man jo så selv fremkalde negativer til sort/hvid.”
Fra ansøgningsfristen den 6. maj 2013 vil man kunne søge om at bruge både kamera og forstørrelsesapparat – med et lille aber dabei: Brug af kamera og forstørrelsesapparat vil kræve, at man i forvejen kender til at arbejde med denne type udstyr. I september arrangerer SVK desuden en introducerende workshop med Piotr Topperzer, som gennemføres den 5. og 6. september 2013.
> Workshop i 8×10 tommer fotografi
De små detaljer og tricks
Historisk er 8×10” mest blevet brugt til landskaber, portrætter og arkitektur. Antallet af 8×10” kameraer i Danmark har altid været relativt begrænset – og især forstørrelsesapparaterne findes der næppe mange af.
At gå i gang med at fotografere på 8×10 tommer kræver erfaring med storformat fra 4×5 tommer – et format, som er væsentlig mere udbredt. Udstyret er meget følsomt, og man kan let gøre skade på det – ligesom man faktisk ikke vil kunne lade en kassette med film, uden at blive introduceret til det.
På workshoppen i september gennemgår Piotr almindelig brug af udstyret, men man vil også kunne få små tricks og finesser. Kameraet har Piotr fx stort set altid brugt med modlysblænde, fordi der næsten altid vil være lidt strejflys i rummet, som sniger sig ind i kameraet. Og der er andre specielle ting, man skal være opmærksom på: i forhold til udmålingen af udtrækket, vil man skulle bruge en forskellig udregningsfaktor til hvert objektiv.
Til kameraet hører et kit med objektiver til vidvinkel, normal og tele. Vidvinklen har Piotr brugt primært til arkitektur, men også til portrætter, hvis han ønskede at få lidt af rummet med uden om:
”Vidvinklen forvrænger først, når den kommer meget tæt på. Til sådan et portræt strækker den faktisk bare lidt. Og ellers giver det jo lidt sig selv, hvad jeg har brugt af objektiv afhængigt af billedet,” fortæller han i forbindelse med indvielsen af udstyret på SVK.
Kamera for kendere
”Man skal være lidt påpasselig med det her udstyr. Det fungerer fuldstændig som 4×5”, men jo større udstyret er, desto mere påpasselig skal man være med det. Alene at arbejde med kassetterne kræver øvelse,” fortæller Piotr om kameraet.
Bente, Piotrs hustru, som altid har været en del af firmaet på den administrative side, supplerer:
”Det var altid en udfordring, når vi fik nye assistenter. Så havde vi en kasse med udstyr, de fik lov at øve sig på med lukkede øjne, før de kom til at arbejde rigtigt”.
Og man forstår, hvad de mener, da Bente fortæller om deres første fotostudie i en gammel bygning i Indre by i København. Når der skulle eksponeres billeder af detaljer, en knap på et B&O-sæt for eksempel, kunne processen blive forstyrret af ganske små bevægelser i bygningen; et postbud på vej op af trappen eller en lastbil ude på vejen.
> Køb 8×10” på nettet hos Robert White
> Følg os på Facebook eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nederst på www.svfk.dk for at få information om workshops og ansøgningsfrister