Skip to content Skip to footer
Brief info

Danmark, 1976

Heidi Hove bor og arbejder i København og er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (DK) og California College of Arts (USA) i 2007.

Hun har sidenhen deltaget på en række udstillinger i ind og udland såsom Turku Biennalen 2013 (FI), Den Frie Udstillingsbygning i København, The Art Laboratory Berlin (DE), Cultural Center CK i Skopje (MK) og har ligeledes en række permanente
kunstværker og udsmykninger I det offentlige rum. Her kan bl.a. nævnes den gigantiske lysskulptur i ørkenen nær Bledsoe i Texas (USA), en social-skulptur i form af en mindebænk ved Fabrikken for Kunst og Design, København og en byport, som blev realiseret i forbindelse med udstillingen, Lokal Global Plan på Ålekistevej i Vanløse.

Heidi’s arbejde spænder vidt og på en nøgtern facon spørges der ind til de private – og offentlige rums muligheder og begrænsninger i form af installationer, objekter og interventioner. Heidi har desuden kurateret en lang række udstillinger deriblandt Lokal Global Plan, som blev præmieret af Statens Kunstfond – og har været med til at opstarte et af Københavns ældste kunstnerdrevne udstillingssteder, Koh-i-noor i 2004 og det nyåbnede udstillingssted, Sydhavn Station i 2012. Heidi modtog desuden i 2012 og 2013 Statens Kunstfonds Arbejdslegat og kåret som vinder af Turku Biennalen 2013 (FI).