Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Med sit vægobjekt fra kollektionen AIX Objects fortæller Steen Higham den gode historie om regnskovens brugbare træsorter. Objektet har han konstrueret til Venice Design, hvor han i samarbejde med Verdens Skove aktiverer Honduras’ uudnyttede ressourcer af mahognisorter – til fordel for både regnskov og lokale.

Historien bag produkter er ikke altid lige så prangende som produktdesignet selv. For Steen Higham har invitationen til Venice Design 2017 været anledning til at genaktivere sit filantropiske regnskovsprojekt i Honduras, hvor han i samarbejde med lokal arbejdskraft og miljøorganisationen Verdens Skove udvinder bæredygtige mahognisorter.

”Jeg har haft lyst til at arbejde videre med projektet og fortælle den gode historie – lige fra regnskoven til kooperativet, bearbejdning på værkstedet og fragten hertil. Så vi synliggør, hvor tingene kommer fra, og skaber værdi igennem den historie,” fortæller Steen.

De mørke træsorter bruger Steen til at konstruere reolmoduler, der i abstrakte forskydninger åbner nye funktionelle flader. Til Venice Design har han bygget dem sammen til et høj vægobjekt, der skal hænge i et af de historiske paladser ud til Canal Grande. På træværkstedet har han bygget en model over konstruktionen, som han sidenhen skal bygge i tre trætyper, han har udvalgt fra sit kartotek af regnskovstræ.

Bearbejdning af regnskovstræet
Gennem samarbejdet med Verdens Skove håber Steen, at projektet i Honduras vil kunne skabe efterspørgsel, så regnskovssorterne bliver valgt til og derved bevaret som en del af skovenes variationsrigdom. Kloden rummer omkring 5000 tropiske træsorter, man forsvarligt og bæredygtigt kan bruge til byggemateriale. Men kun 16 af dem dominerer de store plantageproduktioner.

Træsorterne i regnskoven kan være svært tilgængelige på højtliggende bjergkamme, og træerne må derfor udskæres direkte på stedet. Bearbejdningen beskæftiger et stort hold arbejdere, der derved skaber økonomisk gevinst i pagt med skovene.

En stor del af Steens arbejde på værkstedet er derfor også finbearbejdning af de rå planker, der endnu har spor fra manuelle motorsavsspor. Det indebærer også grovsortering af planker med uregelmæssigheder, der i stedet må bruges til mindre flader i reolmodulerne.

Funktionelle ambitioner for designet
Til det store vægobjekt i Venedig har Steen udvalgt tre regnskovssorter, der gennem store U-formationer skal lægge sig indover hinanden i krydsende flader. To skal olieres, mens bagpladen skal beklædes med bladguld. Vægobjektet samler den funktionelle ambition, han arbejder med i sine mindre reolmoduler i kollektionen AIX Objects.

”I princippet er det jo en almindelig firkantet kasse med en hylde og en bagkant, hvor jeg har trukket bagkant og hylde ud gennem siden. På den måde har jeg gjort det abstrakt og samtidig mere funktionelt. Hvis hylden sad inde i midten, var det ret begrænset, hvad du kunne bruge det rum til. Nu er det faktisk et barskab med plads til både flasker og to rækker glas,” fortæller Steen.