Rune har med sit projekt ønsket at videreføre nordiske designtraditioner omkring håndværk og materiale inden for en kontekst af moderne produktion og teknologi.
Rune ser et stort potentiale i at dykke ned i, og opstille særlige forhold, hvor fabrikationsmetoden aktivt benyttes til at genskabe detaljen, materialiteten og derved tilknytningen til værket. Rune bygger projektet på opdagelser, erfaringer og teorier fra tidligere projekter – alt funderet i en bredere undersøgelse og diskussion af hvordan vi som mennesker tilpasser og placerer os i forhold til teknologien nu og i fremtiden.
Det digitale udgør i stigende grad vores verden, og vores nye digitale omgivelser kan opleves som utilgængelige i deres enorme logiske kompleksitet. I den digitaliserede verden har vi ikke længere direkte forbindelse til, hvad tingene består af og hvordan de bliver til, og det fører til nogle fænomenologiske forskydninger i forhold til den omverden, der tidligere har været koblet til os via en umiddelbar analog sameksistens.
Repetitive processer
I dette projekt arbejder Rune med en teknik, som kombinerer en industriel flatbedprinter som medie, og materialet krympeplast. Således kombinerer han printerens egenskaber og begrænsninger, med muligheder i krympeplasten, og gennem en række kriterier, hvor han balancerer processen mellem skabelse og udslettelse, forsøger at opnå en “liv-lig teknologi”. Rune betegner det selv som en grafisk afstøbningsteknik, hvori han bruger et detaljeret mønster af lodrette streger til at dokumentere uoverensstemmelser mellem printteknikken og materialet. De færdige prints spændes på rammer og varmebehandles, således at alle fysiske ujævnheder forsvinder. Tilbage står grafiske aftryk af materialets rumlighed og bevægelse i printprocessen og andre uoverensstemmelser mellem medie, materiale og mønster.
Rune arbejder med at opløse det digitale billede. Ved at ”misbruge” ellers stabile systemer opstår grafiske landskaber, der visualiserer den digitale logik. Gentagelsen er grundlaget for Runes dekonstruktive undersøgelse. Gennem repetitive processer, der foregår inde i de digitale systemer, lader han algoritmen bryde sammen som formålsstyret digitalt værktøj og lader den krænge sig selv ud. Resultatet bliver en slags “grafiske afstøbninger” af algoritmiske bevægelser.
Undersøgelsen lader det digitale transcendere sig selv, så computeren går fra at være et værktøj, der kan danne simulationer og repræsentationer, til at være et skabende medie med sin egen materialitet. Grænserne mellem det digitale og det fysiske udviskes, og vanlige hierarkier mellem de to opløses. Værkerne bliver processuelle billeder, en slags tidslige tværsnit i de digitale systemer, der visualiserer en verden, vi normalt hverken kan se, røre eller forstå.
