Skip to content Skip to footer

Siden Statens Værksteders etablering i 1986 har Bjarne Sørensen med kyndig hånd assisteret husets brugere såvel som kollegaer med alt mellem himmel og jord.

Siden Bjarne blev headhuntet fra et liv i lykkelig lediggang på Christiania tilbage i 1980’erne har han fyldt godt op i landskabet på Gammel Dok. Med opmærksomhed og kammeratskab. Med morsomme historier fra de varme lande. Og ikke mindst med sin altid ubegrænsede hjælpsomhed.

Statens Værksteder ville ikke være det samme, hvis ikke Bjarne var der til at at ordne alt det, som dagligdagen bringer af praktiske udfordringer i et kunstnerisk skabende miljø. Mangt en kunstner eller designer, der har haft sin gang i huset, vil nok kunne fortælle en historie eller to om det, han har fremskaffet eller hjulpet med – på alle mulige og umulige tider af døgnet.

Dokkens skipper styrer mere end blot praktikaliteter i pakhuset. Både kollegaer og kunstnere bliver ofte hevet en tur på søen med kaptajnen ved roret, hvor han med lige så sikker hånd styrer slagets gang.

Nu runder kaptajnen så de 60 år, og er du en af de flere tusinde kunstnere eller venner, der har lært Bjarne at kende igennem de mange år på Statens Værksteder, så kom og ønsk ham tillykke med de 60 år.
—-
Hvornår:
Torsdag d. 4. juni fra kl. 15.00 på plan 4 i Gammel Dok Pakhus