I løbet af 2018 gennemgår Vallensved Kirke en større restaurering. I den forbindelse står Bevaring Sjælland, under lederskab af malerikonservator Anne-Marie Christensen, for farvemæssig konservering og restaurering af kirkens altertavle og korbuekrucifiks
I konserveringsværkstedet har Anne- Marie i samarbejde med malerikonservatorerne Winnie Odder og David Poplawski arbejdet med fastlægning af løse farvelag, overfladerensning samt komplettering af mistet farve ved kitning og retouchering.
Altertavlen er oprindeligt en katekismustavle der er blevet bygget om. Den består af seks dele: Et postament (sokkelstykke), et storstykke med skriftfelter og en gesims fra 1590-1600. De to udskårne sidevinger og topstykket i bruskbarok blev tilføjet i 1687. Det samlede mål for altertavlen er 460×350 cm. Sidevinger og topstykke er udført i egetræ, mens resten er fyrretræ. Altertavlen er bygget som et samlesæt, hvor de enkelte dele har et ’blad’ der passer i en fordybning i den sammenhørende del, så de låses sammen. Krucifikset 127x80cm og figuren er skrået i egetræ, imens korset antageligt er nåletræ.
Ved moderniseringen i 1687 blev hele tavlen nystafferet af Næstved-maleren Hans Lauridsen, en af de få navngivne malere man kender fra den rige periode i dansk kirkeudsmykning. I 1935-36 blev der udført en gennemgribende istandsættelse af altertavlen af Nationalmuseet med konservator Poul Jensen i spidsen, da altertavlen på dette tidspunkt var temmelig medtaget af tidens tand (bl.a. borebiller). I den sammenhæng valgte Poul Jensen at dokumentere og omhyggeligt fjerne tavlens yngre farvelag og genskabe Hans Lauridsens farverige barok-bemaling på grundlag af de farvespor han fandt. Hans Lauridsens stafferinger er kendt for nogle karakteristiske og fantasifulde marmor-imitationer, og på Vallensved-tavlen er sådan en marmorering bevaret næsten intakt, nemlig på indersiden af gesimsen.
Ved den nuværende restaurering har dette område derfor fået særbehandling, så det nu fremstår som et godt eksempel på Lauridsens stil: ”I bund og grund sørger vi for at lægge farven fast, så renser vi for snavs og gulnet fernis og så kitter vi ud og maler de steder, hvor der mangler noget. Vi gør ikke noget ved det lidt klumpede, for det er en del af historien. Det er ligesom en historiebog, hvor man ikke nøjes med referencerne, men man har hele kildematerialet.”
Fastlægning af farve og afrensning
Første led i processen er fastlægning af farven. Her kan vi tage udgangspunkt i Anne-Maries arbejde med krucifikset. Anne-Marie har til formålet klippet små stykker papir, som pålægges de steder hvor farvelaget er løst. Det er en japansk papirtype – tyndt, men stærkt pga. dets lange sammenviklede fibre. Papirtypen fungerer godt til 3-dimensionelle genstande, det smyger sig om overfladen på en måde, så det dækker farvelaget fuldt. Anne-Marie påfører lim med pensel ovenpå papiret, så farveskallerne ikke forstyrres. Afhængig af, hvor beskadiget stedet er, venter hun et vist antal minutter, baseret på en fornemmelse. Derefter trykkes papiret fast med et kompres og den overskydende lim suges op.
Når limen er næsten tør, bruges et ministrygejern for at lægge farveskallerne ned. Et lille stykke silikonepapir bruges til at forhindre, at papiret sætter sig fast på varmespatlen. Nu kan Anne-Marie forsigtigt lirke papiret af med en pincet, og trække det af, skråt og tæt langs overfladen, så farven ikke følger med.
Næste trin er anvendelsen af en gel, en slags tapet klister, som kan opløses i sprit. Gelen bruges for at fjerne den lille limhinde, der stadig ligger på overfladen. Gelen ’holder’ på spritten, der ellers fordamper for hurtigt til at kunne opløse limen. Efter en lille ventetid fjernes gelen med en vatpind med sprit og den overskydende lim følger med.
Kitning og retouchering
Kitning kan sammenlignes med spartling. Man laver en slags spartelmasse af bindemiddel blandet med pulveriseret kridt. Derved opnås en form for polyfilla, kittet er dog mere fleksibelt og mindre hårdt, og det er reversibelt, dvs. det kan fjernes igen: “Vi prøver at vælge materialer, der kan holde længe, men samtidig gnaver tidens tand videre, og en dag i en forhåbentlig fjern fremtid vil altertavlen skulle restaureres igen, og i den kontekst er det vigtigt, at de materialer, vi har brugt også kan fjernes igen”.
Man kitter ud, hvor farven mangler, f.eks. i huller fra gamle søm. Her puttes kittet ned i, så det ligger i niveau med omgivelserne. Materialet størkner, nivelleres evt. med et fugtigt vaskeskind, og så retoucheres det – dvs. man maler det op for at usynliggøre skaden. Ved retouchering er det altså vigtigt at finde den rigtige farve, og her prøver Anne-Marie, David og Winnie sig frem direkte på skaden, grundet deres erfaring.
Det allersidste trin er en overfladebehandling. Anne-Marie, David og Winnie regner med at lægge en overfladebehandling på alle delene, måske af flere omgange afhængigt af, hvor meget underlaget suger. Overfladebehandlingen mætter farverne og giver glans til bladmetallet, samtidig gør den farvelaget mere modstandsdygtigt over for fugt, støv og smuds, ligesom den beskytter ved håndteringen af altertavlen – transporten og genopsætningen i kirken.
”Vi dæmper de skader, der er forstyrrende, og så kan vi godt leve med de mindre skader på farvelaget. Der er en visuel perceptionspsykologi i det faktum, at hvis man fjerner den skade som fanger øjet, så vil man pludselig opfatte ét hele. Så ser man altertavlen og ikke kun skaden. Vi laver en overflade, der udstråler alder og patina, den skal se velplejet ud, men ikke ny.”
Rummets luftfugtighed
Det er meget vigtigt at tilpasse klimaet i værkstedet efter de genstande, der skal konserveres. Altertavlen samt krucifikset kommer fra en luftfugtighed i kirken på 65-70 procent og fordi træet er et levende materiale vil det ved manglende luftfugtighed afgive sin fugt og skrumpe ind, så farven vil stå som en ’skal’ udenom eller falde af – ”Man kan undgå at forværre sit skadesbillede ved at bevare den samme luftfugtighed.”
Af den grund er konservatorværkstedet præpareret til projektet. Konservatorerne har opstillet en ekstra befugter og der er lukket for nogle af ventilerne, så luftudskiftet ikke er så voldsomt. På den måde kan de selv ’styre’ rummet.
Skrevet af Fanny Menaka Dons
