Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner Sian Kristoffersen deltager denne sommer i den tilbagevendende skulpturbiennale på Ærø, SommerSkulpturSøby. I metalværkstedet arbejder hun på en stor opretstående ståloval til sin iscenesættelse af fortællingen om sirenen Aglaope.


Aglaope er i græsk mytologi en af de sirener, der med tryllebindende stemme kan lokke sømænd mod skibbrud nær farlige klippekyster. Sians visualisering af Aglaope udgøres af en 3,5 meter høj ståloval, hvori hun hænger 130 objekter, der alle på forskellig vis refererer til havet og havnen. Hun har i indfarvet jesmonite støbt objekter fundet i området omkring Søby Havn, østersskaller, hummerkløer, geometriske former og former, der mimer barokke perler.

Når de ophængte objekter svajer i vinden på havnen, rammer hinanden og ovalens metalliske sider, fremkalder det lyde, som gør værket til et slags vindspil. Selv kalder hun det stedsspecifikke værk for en surrealistisk maske; et stort smukt ansigt, der med naturens påvirkninger kalder på sømændene.

Sians kunstneriske praksis udmønter sig ofte i en form for iscenesættelse, og hun har tidligere brugt den ovale form som ramme for sine fortællinger. Da ovalen til dette værk skal være robust, så den kan stå på havnen i skiftende vejrforhold, udføres den i rustfrit stål.

Hårdt materiale
”Det er et barskt materiale at arbejde med, og de her maskiner er virkelig voldsomme”, fortæller Sian og peger på sin arbejdstegning, som er blevet godt slidt. Metalarbejdet er udfordrende, især når man ikke er vant til at benytte de teknikker og maskiner, det kræver. At arbejde i rustfrit stål er særligt krævende pga. dets hårdhed.

Oprindeligt ville Sian lave en superellipse, men det viste sig at være for kompliceret. Efter at have rådført sig med værkstedsleder, Frank, fandt hun ud af, at hun, ved at ændre formen, kunne lave det meste selv; ”Jeg kunne godt have fået en professionel smed til at producere en superellipse, men det er dyrt, og så mister man lidt kontrollen over værket. Jeg vil gerne selv være med hele vejen. Mestrer jeg selv teknikkerne, kan jeg udføre arbejdet i min egen tid, uafhængigt af andre.”

Sian har skåret to korte og to lange stålrør til og bøjet dem i valseren. De buede rør svejses sammen, så de danner en oval. Arbejdet er tidskrævende, og det er vanskeligt at valse rørene præcist; ”De lange længder er ikke massive og slår sig let. Så må man tvinge dem tilbage i form. For at undgå at stålet slår sig i valsningen, kan man fylde rørene ud, men man kan også sagtens slå dem tilbage efterfølgende.” Med en skruetvinge kan hun bøje stålet på plads og igen få overfladen plan, hvorefter hun sliber og pudser stålet, før det svejses.

Iscenesættelser i ovaler
Sians praksis er centreret omkring fortolkninger af begreber fra film og teater, som hun bearbejder i bl.a. keramik, træ, beton, tekstil, voks og jesmonite. Den ovale form er et tilbagevendende element. I hendes verden repræsenterer ovalen et særligt åbent felt, hvorpå der kan projiceres en hvilket som helst fortælling eller et hvilket som helst billede.

Til dette værk påmonteres ovalen to ben, så den kan bankes fast i jorden. Herefter påhægtes de mange jesmoniteobjekter med stålwire, og således iscenesættes Sian Kristoffersens fortælling om den besnærende sirene, Aglaope, med naturen og vinden som medspillere.

SommerSkulpturSøby afholdes i år for femte gang, og man vil rundt omkring i det offentlige rum i Søby på Ærø kunne opleve i alt 45 værker frem til d. 1. september 2018.

Skrevet af Laura Reumert