Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billedkunstner og billedhugger Sif Itona Westerberg har på metalværkstedet arbejdet med at forme aluminiumsstænger til trælignende skulpturer, som skal indgå i hendes første større soloudstilling Fountain Tranen i Hellerup.

Udstillingen tager afsæt i fontænen og det metaforme billedsprog, der knytter sig hertil og kredser om vand og tid, transformationer, hybrider og ursuppe. Sif Itona Westerberg arbejder med et totalinstallatorisk greb og bygger udstillingen op omkring et aluminiumsstillads, der breder sig gennem hele rummet og udgør ét stort springvand.

Valsning og bukning
På Statens Værksteder har hun arbejdet på dele af stilladsets stænger, der skal tage sig ud som skulpturelle træer. Et enkelt element ud af mange i udstillingen, men ikke desto mindre et vigtigt et, da det skal binde udstillingen sammen.

Sif Itona Westerberg har formgivet tynde, massive aluminiumsstænger primært ved håndkraft, så de ligner blade og stængler. Til de store former har hun anvendt rørvalsen, til de mindre har hun brugt profilbukkeren. Med profilbukkeren har det været muligt for hende at bukke i alle mulige former og retninger, hvilket har været nødvendigt for at kunne mime træers organiske former. De sylespidse grene har hun lavet ved at spidse stængerne til på slibebåndet.

Hun tilstræber et udtryk, der både er tungt og flygtigt. Dele af installationen vil have en stor detaljerigdom, mens andre vil være minimeret til tegn og repræsentationer for fontænen – sakrale, absurde og poetiske. Installationen vil fremstå som en fontæne på vrangen og som et tværsnit af fortid, nutid og fremtid.

Den formgivende proces
Som billedhugger er formgivningen en integreret del af Sif Itona Westerbergs kunstneriske virke, så selv om hun kun har arbejdet med metal få gange før, har det været vigtigt for hende at være inde over den formgivende proces. Hun er optaget af forholdet mellem idé og konstruktion og at lære, hvad der formmæssigt er muligt.

Det formgivne stillads danner sammen med perforerede rør selve fontænens funktion, mens støbte polyesterkar udgør bassinerne, der skal tage imod vandet. Derudover indgår reliefskulpturer af gasbeton som en stor del af installationen.

Skrevet af Cecilie Aaby