‘Knitreormen’, ‘Rasledamen’, ‘Kling og Klang’, ‘Pruttefyrene’, ‘Gonghovedet’ og ‘Superfødderne’. Kostumedesigner og scenograf Gøje Rostrup har skabt en danseforestilling, der udforsker samspillet mellem bevægelse, lyd og fortælling. Forestillingen indgår i Dansekapellets Efterårsferie Camp- program og vises d.16-17. oktober 2018
I scenekunsten arbejder man normalt indefra og ud, dvs. at man starter med f.eks. en tekst, som dernæst ’klædes på’ visuelt. Med SPEKTAKELVEN vender Gøje Rostrup processen om, for i stedet at starte med det formmæssige og derfra arbejde ind til fortællingen.
I sit arbejde som kostumedesigner har Gøje erfaret, at kostumernes utilsigtede lyde indimellem fjernes, fordi det opfattes som støj eller en gene for helhedsindtrykket, for eksempel knirkende sko. Hun har altid haft lyst til at undersøge det sanselige i de lyde, der fremkommer, når tøjet bevæger sig.
Halskæder med muslingeskaller. Mavedansebælter med klokker. Eller hvad med bastskørter? Alle eksempler på, hvordan man i andre kulturer bruger lydene til at understrege kroppens bevægelse, og hvor lyden bliver en del af helheden.
”I SPEKTAKELVEN undersøger jeg, om noget fysisk, eller en visuel idé, kan være udgangspunktet for, hvordan man skaber en forestilling – I SPEKTAKELVEN i form af lydkostumer,” fortæller Gøje.
SPEKTAKELVEN står på tre faglige ben, nemlig kostumer, musik og koreografi med et kunstnerisk hold, der består af Gøje, komponist Kristoffer Rosing-Schow og koreografi Gunilla Lind. Sammen har de skabt en forestilling, der formmæssigt er bygget op omkring de særlige lyde, der fremkommer, når dansere bevæger sig i en serie specielt udviklede lyd-kostumer.
Kostumernes lyd-palet
Materialerne er alene valgt ud fra, hvilken lyd de giver, og det kan være et benspænd, da lyden ikke nødvendigvis har en visuel æstetik, men dette gives den i forestillingen, hvor den yderligere skal matche den historie eller psykologi, som tilføres lyden.
Farveuniverset har ligeledes udgangspunkt i, hvordan lyden lyder, og hvilke associationer den giver. F.eks. indgår et sølvkostume med en karamelpapir-lignende lyd, så man fornemmer, at det visuelle hænger sammen med lyden. Nogle af kostumerne er blevet udviklet på baggrund af et ønske fra komponisten om en specifik lyd:
”Jeg havde meget, der knitrede og raslede, og han havde behov for, at noget gav én klart defineret lyd i lyd-paletten, for eksempel et gong eller et krashj,” fortæller Gøje.
På SVK samler Gøje alle enderne og har muligheden for at se lydkostumerne folde sig ud. I det store atelier på tekstilværkstedet har hun bl.a. skabt et guldkostume med en tilhørende guldhat – en tibetansk syngeskål. På symbolsk vis klinger kostumet af noget guddommeligt og spirituelt, alt i mens et bælte til kostumet leverer en nervøs sitren. Kostumet er et eksempel på, hvordan Gøje inkorporerer en historie og en psykologi i sine kostumer; når kostumet er i kontrol lyder et enkelt og klart dong, og den nervøse sitren bliver et udtryk for noget ukontrollerbart. På denne vis bliver kostumet et billede på de mennesker, der gerne vil fremstå i kontrol, selvom der er en masse, de ikke kan styre.
En sanseoplevelse for børn
Med en primær målgruppe i alderen 5-10 år er det tænkt ind i opbygningen af forestillingen, at den skal tiltrække et ’sanse-nemt’, omend utålmodigt publikum, nemlig børn. Forestillingen er formet som syv små scener, der består af forskellige lydbilleder og koreografier. Tilsammen skal de udgøre en poetisk-humoristisk danseforestilling med knitrende kostumer i et farverigt univers. Der er otte kostumer i alt, som de to dansere Josefine Elan Ibsen og Shuli Nordbek Azoulay skifter imellem. Som Gøje selv beskriver: ”Det bliver både alvorligt, besynderligt og sjovt, og der vil være smukke billeder med humor og en knivspids kabaret-fornemmelse.”
Skrevet af Fanny Menaka Dons
