Med titlen PAUSE trykker de to kunstnere Mette Wozniak og Hannah Anbert på pauseknappen i vores samtids stress og jag og konstante krav om præstation. I samarbejde med kunstneren Mia Edelgart har de skabt en udstilling, som viser en fælles refleksion over vores samtidige produktionskultur. Udstillingen kan ses på KUNSTHAL ved siden af, den 7. oktober- 4. november 2018.
På hvilke måder kan man vende og dreje temaet ’pause’? Udstillingen Pause kan siges at være en tværdisciplinær udstilling, der indeholder både grafisk tryk, skulptur og video. Et bredt udtryk, men med nogle fællestræk i æstetik, teknik og tematik.
Et fællestræk i Hannah og Mettes kunstneriske praksis er det tragikomiske samt en nysgerrighed på, hvorfor samfundet er skruet sammen på den måde, det er. Derudover anvender både Hannah og Mette en farvestrålende palet i deres arbejde og har begge kastet sig over kobbertrykkets og akvatinteboksens mange lag og muligheder.
Ætsning og koldnål
Hannah er i færd med at lave et kobbertryk, som nu ligger i syrebad. Indledningsvist påføres pladen ætsegrund, og motivet ridses i trykpladen ved hjælp af en raderingsnål. Efter syrebadet afrenses pladen grundigt i vand, så syren ikke ætser videre i pladen.
Af og til tegnes motivet yderligere op med koldnål efter testprintet. Modsat den klassiske radering, som tegner en ren streg, der ’spiser’ lidt af kobberet, medfører brugen af koldnål en lidt grovere streg. Det gør den, da koldnålen ’pløjer’ pladen op og efterlader sig et lille spor med en lidt ujævn, sløret grad eller kant på hver side af fordybningen. Derved tager koldnålsstregen mere farve til sig end en raderingsnål.
Herefter er trykpladen klar til akvatinte- behandling, som kendetegnes ved en feltinddeling af motivet, hvor hvert felt står med en egen gråtone varierende fra lys til sort. Variationen opnås ved at gøre områder af trykpladen modtagelige for en større eller mindre mængde trykfarve. I grafikværkstedets akvatinteboks hvirvles harpiksstøv rundt i boksen for til sidst at drysse ned over trykpladen. Pladen tages ud af boksen og harpiksstøvet brændes fast ved opvarmning. Derefter ætses pladen med syre, som æder sig ned mellem de fastsmeltede korn og giver en ru overflade. Jo længere tid syren bider i pladen, jo mørkere bliver aftrykket. Ved at ætse ad flere omgange og undervejs friholde enkelte områder, opnås forskellig tonalitet i trykket.
Hannah arbejder ofte i serier med forskellige tematikker. Det igangværende tryk er en del af en serie, der berører en mareridts- og søvntematik – ”Søvn er en uundgåelig pause, for når alt kommer til alt, så er vi stadig bare en krop, der har brug for søvn for at fungere.”
Blendet farvepalet på kobbertryk
Næste trin i processen kan ses hos Mette, som er i gang med at påføre farve på trykpladen. Mettes grafiske tryk fremstår mere figurativt i forhold til Hannahs. Et særligt kendetegn ved Mettes teknik er at blande farverne direkte på pladen, hvor mange ofte trykker farverne enkeltvis. Mette lægger med vilje for meget farve på, for så grundigt at tørre det af, så de fader ud – ”Kobbertryk er en ældgammel teknik, men på den her måde kommer teknikken ind i 2018.”
Ætse- og akvatintebehandlingen træder tydeligt frem på Mettes tryk, hvor det ses, hvordan trykfarven ligger sig dybets, der hvor syren har fået lov til at virke længst. Imens viser de helt hvide felter eller let farvede områder, hvor pladen ikke har været udsat for syre.
Mette arbejder også med tematikker, og hendes værker kan forstås som et stillbillede af vores hverdag. I ét af trykkene går en lille person igennem en skulpturpark. Her er bl.a. én der sidder på toilettet med sin iphone i hånden, én der handler ind og én stående i en yoga-stilling. Alle skulpturerne symboliserer dagligdagsmomenter. Stilbilleder fra vores travle hverdag.
Et andet tryk viser en undervandsskulpturpark, som et slags ønske/forventningsscenarie, der skal symbolisere, hvad det er samfundet ønsker vi skal vælge, gøre og kunne; Penge, børn, en vielsesring. Det er tanken, at man kan dykke ned i værket og på den måde trykke PAUSE fra forventningskulturen.
Skrevet af Fanny Menaka Dons
