Når jeg går i gang med et nyt værk, er det ikke sådan, at jeg får en konkret idé til, hvordan det skal se ud. Idéen opstår snarere som en langsom tilnærmelse fra forundring til små modeller af noget, der så ender ud med en skulptur.
Sep. 2019
Som billedhugger er jeg interesseret i at udvikle og forny skulpturen som et moderne medie. Og fordi skulpturen er en meget arkaisk størrelse, synes jeg, især udfordringen er at forstå, hvordan man får åbnet den skulpturelle resurse op. Skulpturen skal i forhold til videnskaben, filosofien, samfundet og den forståelse vi har af virkeligheden, bidrage med noget på sine egne betingelser og på en relevant måde i forhold til den tid, vi lever i.
Fra idé til skulptur
Den skulptur, jeg har arbejdet på her på SVFK, er startet med min interesse for begrebet emergens – det at noget blot bryder frem – samt interessen for begreberne rumtid – den Einstein arbejdede med. Ligeledes er begreberne morfogenese, attraktorer og vektorer størrelser, jeg tænker meget over hele tiden. Alle tilskriver de rummet en dynamisk egenskab.
Jeg læser meget om dette. Mine tanker har længe kredset om disse begreber, inden jeg startede med at forme noget som helst. Men på et tidspunkt begyndte jeg at tegne en form for abstrakte diagrammer for ligesom at forsøge at finde ud af, hvilken geometri der gemmer sig i rumtiden. For hvordan ser rumtiden egentlig ud, sådan rent visuelt?
Jeg forsøger at forstå, hvordan overgangen fra et punkt til et andet ser ud; hvordan transitionen ser ud, når tilstande transformeres til nye tilstande. Lidt på samme måde som man inden for embryologien er optaget af at forstå, hvordan en sædcelle og et æg sammen udvikles til et foster. Mønstrer og strukturer forandrer sig jo ikke fra dag til dag. I et uendeligheds perspektiv er alting alligevel underlagt forandringer.
Fra tanker til tegninger og diagrammer kommer der altså efterhånden små konkrete, fysiske modeller frem. Disse forsøger jeg at fange transitionen med. Og på et tidspunkt, viser der sig en tendens, der bliver stærk nok til at vise et spor. Det spor forfølger jeg så. Og ud af det kommer der på et tidspunkt en skulptur. Jeg samler alle de her elementer, som er en form for anslag til en skulptur. Dermed ender de med at finde en gensidig afhængighed og danne en relation til hinanden.
Klik her og hør et interview med Henrik B. Andersen og musikkens rolle i den kunstneriske proces.
