På tekstilværkstedet har Birgitte Vad og Anne Theisen udviklet to selvstændige projekter med henholdsvis maleri på tekstiler og udvikling af mønsterapporter.
Under deres ophold på SVK bruger Birgitte Vad og Anne Theisen hinanden som sparringspartnere i udviklingen af deres individuelle projekter. De har begge en baggrund som printdesignere i modebranchen og en tydelig fællesnævner i deres arbejde, er en afstandtagen til modebranchens ornament-tænkning samt at udforske mulighederne i den manuelle printproces, langt væk fra den digitale designproces på computerskærmen.
Tekstilmalerier
”Det her ophold har for mig været et eksperiment i, hvorvidt jeg kan få mine teknikker til at fungere i en tekstil sammenhæng” – fortæller Birgitte.
Birgitte har en meget umiddelbar og gestisk tilgang til sine malerier, hvor hun med hurtige og flydende penselstrøg skaber en form for bevægelsesmalerier, som ofte er portrætter af ansigter og skuldre. På værkstedet undersøger hun, hvordan malerierne kan overføres til tekstil.
Et centralt element har været at holde materialebrugen så bæredygtig og naturlig som muligt. Det er bl.a. opnået ved at anvende kasserede tekstiler fra DFD – De Forende Dampvaskerier. Pigmentfarverne kombineres med remazolfarver, og de bidrager med hver deres effekt; pigmentfarverne bliver ovenpå stoffets overflade, imens den reaktive remazolfarve binder sig til stoffets fibre og derved farver mere i dybden.
At genskabe maleriernes udtryk på tekstilet har været en udfordring, fordi stoffets fibre bremser penslens strøg på en helt anden måde end papir. Stoffet suger samtidig så meget maling, at penslen skal dyppes undervejs, hvilket giver nogle synlige ’startpunkter’ i strøget. Birgitte er derfor dykket ned i den arbejdsmetodebog, der er til rådighed på værkstedet. Derefter har hun sammenstykket sin egen teknik, som går ud på at præparere stoffet med nogle kemikalier samt algeaggregat. Man ville typisk blande præparation og farvestof sammen, men med denne opdeling fungerer præparationen som et ’hvidt lærred’ på stoffet, hvorpå Birgitte kan påføre det koncentrerede farvestof.
Birgitte anvender også den grafiske trykketeknik – monotypi – hvor printet overføres fra en glasplade til stoffet. Denne teknik giver mulighed for skabe et lidt mere malerisk penselstrøgsudtryk ved at arbejde med lag-på-lag og give fylde til malerierne. Når malerierne er færdigmalet dampes de i dampmaskinen og vaskes herefter, for til sidst at blive varmebehandlet i varmepresseren. De færdige tekstilmalerier skal syes sammen til moduler, så de udgør tre store vægstykker.
Narrative mønsterrapporter
For Annes vedkommende indebærer opholdet på SVK at afsøge muligheden for en lokalproduktion af printede tekstiler til beklædning. Hendes primære fokus er på farvebrug, mønsterrapport, artwork til belysning og fiksering af tekstil.
I Annes udvikling af nye mønsterrapporter ligger en bevægelse væk fra den typiske kommercielle skabelse af mønsterrapporter og hen imod noget mere narrativt og tematisk print. Ved det klassiske serigrafitryk, overføres det fotografiske motiv til en trykramme ved brug af lysfølsom emulsion, der efterfølgende belyses på rammen. Derefter klargøres det lange trykbord ved indstilling af blokke, mål og et vinkelretforhold til stoffet.
Selve trykningen foregår ved, at den belyste ramme med rapport i, trykkes ned på det underliggende stof. Anne har fravalgt det klassiske all over rapport, hvor det anbefales at have et 3 mm overlap mellem hvert rammetryk, hvilket tegner en markant mørkere overskæring i tekstilet. I stedet arbejder hun med at lave en hvid-pause imellem trykkene.
I valget af tekstilstof ligger heri en bevidst afprøvning af bl.a. bomuldsmaterialernes absorberingsevne, farveintensitet og krympningssensitivitet. Tekstilerne bliver til sidst fikseret med enten strygejern, tørretumbler, trykpressen eller en varmepresser. Varmepresbehandlingen har indtil videre fungeret bedst, specifikt med en fiksering ved 185 grader i 90 sek.
Anne arbejder også med en udvidelse af farvepaletten, der kan understøtte hendes fortælling og tematik. Her anvendes en metode, som traditionelt set bruges med remazolfarver og indebærer en overlapning af to farver, hvorimellem en tredje farve dannes. Med ønsket om at overføre processen til eget værksted, har Anne udelukkende arbejdet med pigmentfarver og binder. Gennem de mange farveprøver har Anne erfaret, at det bedste resultat opnås, når de to overlappene farver har nogenlunde samme intensitet. Alle disse forskellige afprøvninger bunder i en grundlæggende undersøgelse af fordele og ulemper ved en egen produktion af serigrafitryk.
Skrevet af Fanny Menaka Dons
