Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Anna Bak udvikler både tekstile værker og træskulpturer til en udstilling ved Marie Kirkegaard Gallery på Statens Værksteder for Kunst. Her arbejder hun ud fra de aftryk, tid og processer efterlader, og de får således en afgørende rolle i formningsprocessen.

Feb. 2020

Min foreløbige arbejdstitel til udstillingen er ”Through the Impact of Time my Scars Will Show”. Som titlen refererer til, så ønsker jeg at arbejde med et udgangspunkt i tid og processer, der efterlader aftryk og transformerer. Rent fysisk ønsker jeg at producere en række nye værker, hvor jeg arbejder med forskellige materialer, hvor tid og ydre omstændigheder påvirker og omformer materialet. Disse processer ligger delvist ude af mine hænder. Mine efterbearbejdelser af materialet vil afspejle mine egne fortolkninger af, hvad der er undergået materialet, samt mine forsøg på at restaurere eller bevare, hvad der er tilbage.

Stofcollager og organisk materiale

Udstillingens værker vil være en blanding af 2-dimensionelle collager med stof og en række skulpturer. Til collagerne har jeg igennem længere tid eksperimenteret med at lade stof ligge ude i naturen igennem perioder på 3-6 måneder, gravet ned eller under tryk med organiske materialer. Dette medfører, at stoffet bliver jordslået med skjoldede affarvninger og til tider bliver stoffet helt eller delvist opløst. Jeg vil arbejde videre på disse stof-prøver og kombinere dem med tryk, restaurerende lapninger og påsyede elementer.

Træskulpturer med fokus på træets karakteristika

I tillæg har jeg i SVFK’s udendørs atelier, huggegården, i februar udskåret en række træskulpturer, som efterfølgende vil blive sat ud i naturen i en længere periode. Jeg forventer, at det rå træ vil tage form og farve af eksponeringen for vejr og vind og muligvis flække eller slå sig. Efterfølgende vil jeg på samme vis efterbearbejde disse skulpturer og tilføje andre materialer med fokus på konsekvenserne af de ydre påvirkninger.

Hver træskulptur er blevet udarbejdet med hensyn til hvert stykke træs karakteristika, og som de oprindeligt fremstod. Dvs. hvis der var en særlig masse knuder eller knaster i stammen, så har jeg forsøgt at beholde og understrege disse. Hvis stammen var lige og pæn, har jeg brugt drejebænk til at forme den. Hvis der var forgreninger, har jeg tænkt dem ind i formgivningen.

I aug/sep ’20 har Anna Bak haft et opfølgende ophold på Statens Værksteder for at efterbearbejde skulpturerne, blandt andet med tilpasning af påsatte elementer i læder og keramik.