Den 25. marts holdt SVK seminar om kunstneriske arbejdsprocesser. Læs her uddrag af dagens debat.
Den 25. marts holdt SVK et seminar om kunstneriske arbejdsprocesser i anledningen af husets 25 års jubilæum. Udgangspunktet for seminaret var bogen ”Overskud”, som SVK har produceret i foråret 2011 om netop kunstneriske arbejdsprocesser.
Ved seminaret præsenterede artikelskribenterne billedkunstner Kaspar Bonnén, arkitekt og kurator Bettina Køppe, samt designforsker Thomas Binder hver deres artikler og Matthias Hvass Borello fra KUNSTEN.NU var moderator. Vi har lavet et sammendrag af dagens debat:
Kaspar Bonnén var den første som fik ordet, og han refererede et sprogligt billede fra en artikel om en sælfanger: ”En sæl”, havde sælfangeren fortalt, ”vil helst fanges af et smukt dekoreret spyd”. Om et spyd er dekoreret eller ej er ikke lige meget: med dekorationen af spyddet forenes føden og kunsten i udsmykningen, forklarede Bonnén, som talte for, at skønhed, omtanke og æstetik gør verden mere smidig.
Netop spørgsmålet om kunst, kunsthåndværk og designs rolle i vores liv var på flere måder til diskussion. Diskussionen handlede både om forholdet mellem værk og verden, om kunstnerens selvforståelse – fx som en, der bedriver grundforskning eller måske netop ikke gør det – og om, hvad det egentlig vil sige at arbejde kunstnerisk.
Værk og verden
I sin artikel havde Kaspar Bonnén talt om værker som noget, som både leverer svar og spørgsmål. På den ene side stiller værket sig til rådighed for os med nogle svar: det anviser nogle måder at være i verden på. På den anden side søger kunsten netop det uafklarede og slørede, som han i artiklen kalder ’udenomssvar’. Han sagde: ”De uafklaretheder, som kunstnerne finder, er spørgsmål, som samfundet har brug for. Kunstnerne fremmaner nødvendige spørgsmål.”
Bettina Køppe angreb spørgsmålet om værkets betydning fra en anden vinkel. Tid til sansning og nærvær med værket er for hende en central del af kunstoplevelsen. Dels tager kunsthåndværk, design og kunst tid at lave, men det tager også tid at forbruge dem, og vi skal bruge nogle sider af os selv, som vi ellers igennem vores opvækst lærer at gemme bag funktion og rationalisme. Ifølge Bettina Køppe henvender værket sig til følelserne, ikke til intellektet. Det sker gennem materialet og gennem en kulturel ladning. Som eksempel gav hun krukken, som igennem sin form repræsenterer trygheden, på grund af den runde form og dens funktion som bærer af vores føde. ”Kunsthåndværk er ikke en intellektuel beskæftigelse”, forklarede hun, ”det er en intelligent beskæftigelse”, idet hun sigtede til den omhu og håndværksmæssige kunnen, som kunstneren bringer i spil for at omdanne for eksempel ler til meningsfulde kulturbærere.
Matthias Borello spurgte hende i den anledning, om hun forbandt kunsthåndværket med nogle særlige kvindelige dyder, fordi hun i oplægget netop greb fat i krukken, men også i den tendens, der har været på kunstscenen igennem de sidste ti år til at inddrage håndarbejdsteknikker – klassiske kvindesysler. Hertil svarede hun, at der på dette tidspunkt i vores kultur er en klar tegning af et kvindedomineret kunsthåndværkerfelt, men at kunsthåndværket som sådan ikke kan kønsbestemmes. Snarere er håndarbejdet netop en tilbagevenden til en opmærksomhed på tiden: ”Håndarbejdets møjsommelighed er som en avanceret udgave af tv-programmet ”Bonderøven””, hævdede hun.
Og der tegnede sig igennem oplæggene en interessant holdning til kunst- og designproduktionen som noget, der ikke nødvendigvis handler om at drive samfundet fremad – avantgardens fremtidsstormende frontløbere fandt ikke opbakning i dette seminar. ”Nogle gange”, hævdede Kaspar Bonnén, ”er kunsten måske mere som et drivanker end en avantgardebevægelse”.
Kunstnerrollen
Thomas Binder, designforsker ved Danmarks Designskole, havde i sin artikel beskrevet efterkrigstidens forhold til kunst, design og æstetik. Han sammenlignede samfundet med et skib, hvor vi igennem de sidste 60 år har opfattet videnskaben som skibets maskinrum og kunstnerne som nogle, som udstak æstetiske direktiver fra broen. I dag ser man snarere, at kunstnere, videnskabsfolk og forbrugere indgår i nye relationer, hvor grænserne mellem, hvem som er innovativ, billedskabende og forbrugende sløres i en deltagerkultur.
Binders fokus på designprocessen fik Matthias Borello til at spørge, om den æstetiske oplevelse i dag skal hentes i værkstedet? Til det svarede han, at den æstetiske oplevelse nu er mere åben end tidligere, og at den i dag har en fylde i almindelige menneskers hverdag. Derfor bliver det også vigtigt for kunstnere og designere at udfylde deres rolle med omhu og autoritet for at fastholde den licens, som deres profession giver dem til at skabe nyt.
Thomas Binder fortalte, hvordan man kan drage paralleller mellem kunstnerisk arbejde og mange andre typer arbejde: de samme grundpræmisser går igen, de samme sammensatte relationer mellem eksponering, laboratoriearbejde og krav om innovation. Og måske er det sandt, at der er visse klichéer om kunstnerisk arbejde, som i hvert fald ikke alle kunstnere genkender. Kaspar Bonnén bemærkede om sin egen praksis i forhold til SVKs lokaler, at han havde oplevet, at der lå en forventning om tonstung fordybelse i huset. Og at han ikke altid arbejder langsomt og møjsommeligt, men også nogle gange meget hurtigt og intuitivt.
Behovet for at diskutere en legitimering af en praksis gav genlyd i flere områder af debatten. Dels kulturelle opfattelser af, hvad kunstnerisk arbejde er: noget, der er båret af en genial idé, noget, som kræver intens fordybelse, et bidrag til samfundet i form af grundforskning eller som en instans, der retter samfundets fokus hen på vigtige værdier. I denne sammenhæng sagde Bettina Køppe: ”Kan kunstnerne ikke bare være en del af samfundet? Skal det være en modsætning? Nogle gange er kunsten kulturbevarende, nogle gange understøtter det magten, og nogle gange er den undergravende. Lige nu vil vi gerne have, at det skal have en funktionalitet i forhold til samfundet”. Og Kaspar Bonnén: ” Avantgardepositionen er overtaget af videnskaben, hvor kunsten så bliver bagstræberisk. Men sådan har det måske altid været. Måske har kunstneren aldrig rigtig været avantgarde, men i stedet har været det som figur – som iscenesættelse. De store ryk foregår måske i virkeligheden i industrien, og kunstnerne har så sagt: ’det betyder så OGSÅ…’ – Man er både en bevarer og en, der prøver at komme andre steder hen”. Thomas Binders konklusion var, at vi har institutionaliseret det kunstneriske arbejde unødvendigt. ”Vi skal løfte det kunstneriske arbejde ud af sin særlighed, ud af reservatet, og se på processerne i den sammenhæng, de forekommer i. Processen er ikke interessant i sig selv.”
Artiklerne kan læses her på siden og kan selvfølgelig diskuteres videre i frokoststuer, laboratorier – og værksteder.
Redaktion
Bogen “Overskud” er sammensat og redigeret af Frederik Hardvendel og Kirstine Autzen fra Statens Værksteder for Kunst og med Matthias Hvass Borello som redaktionel konsulent.
Bogen er trykt i 1000 eksemplarer og kan fås ved henvendelse til Statens Værksteder for Kunst.