Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Billede fra et tidligere projekt kaldet “Porøs væg” af arkitekt Maya Lahmy. På SVFK har hun i efteråret udført et lignende vægprojekt til udstillingen “Forstyrrelser” på Modtar Projects.

Med efterårets komme har en lille bølge af designere og arkitekter søgt ly for tæt tåge og svindende dagslys på SVFK. Husets faciliteter og faglige kompetencer har været brugt flittigt til udarbejdelse af skitser, prototyper og modeller – og i de seneste måneder har Gl. Dok lagt rum til skabelsen af alt fra store rober af sugerør til gulve med marmortryk og et spisebord med indbygget bordskåner.

 

Spisebordet, med projekttitlen ”Feast – et skånebord”, er udført af møbeldesigner Isabel Ahm. Prototypen er i birkefiner (bordplade) og rustfrit stål (bordben og -skåner). Tanken er en helhedsløsning til den travle familie, hvor aftensmaden uden problemer skal kunne serveres i gryder og pander direkte på bordet. Også designerne Jonas Trampedach og Jonas Lyndby Jensen har arbejdet med hverdagsmøblet med hver deres stol i henholdsvis aluminium og metal samt polstring.

efterar-i-designets-tegn4.img

Isabel Ahm, skitse til spisebord 

I en anden boldgade har beklædningsdesigner Vibe Lundemark fra Tabernacle Twins taget de spæde skridt til den nye kollektion for efteråret 2012. Lundemark har eksperimenteret med mønstre og grafiske udtryk, og faciliteterne på tekstilværkstedet har været i brug til indfarvning af garn. Beklædningsdesigner Nikoline Liv Andersen har skabt store rober af sugerør og rokokoparykker med abehoveder til to udstillinger på henholdsvis Horsens Kunstmuseum og Designmuseum Danmark – projekter med samfundskritiske refleksioner over materiel overflod, religion og ytringsfrihed.

efterar-i-designets-tegn2.img

Værk af benandsebastian 

En række andre projekter har bevæget sig i krydsfeltet mellem kunst, design og arkitektur. Benandsebastian, som d. 17. november modtog Planken ud prisen 2011, har med projektet ’Phantom Limbs’ ønsket at udfordre museumsinstitutionen med deres prisudstilling på Designmuseum Danmark og Trapholt. Projektet fremstiller museets udstillingsobjekter som ufuldstændige genstande og museets kulturelle kontekst som noget åbent og intervenerbart.

Byen Sover og Maya Lahmy har i en samarbejdsudstilling med titlen ”Forstyrrelser” skabt lamper og vægge, der fungerer som forstyrrende og uventede kommentarer til mere traditionelle måder at tænke hverdagens rum. Også Pernille Snedker Hansen har udfordret forståelsen af indretning og rummets traditionelle udtryk med en videreudvikling af sit særlige marmorerede trægulv på tekstilværkstedet, hvor hun har arbejdet med indfarvninger af træ.

efterar-i-designets-tegn3.img

Pernille Snedker Hansens ‘Marbelous Wood carpet’, foto: Laura Stamer, Stamers Kontor 

Endelig har Christina Liljenberg Halstrøm og den tyske Time to Design-prisvinder Milia Seyppel begge arbejdet med lamper i træ og metal. Liljenberg Halstrøm har eksperimenteret med muligheden for at udføre lamper i den vanskelige geometiske form oloid’en, og Seyppel har hen over de seneste tre måneder arbejdet intensivt på træ- og metalværkstederne med lampeserien “Petits Frères”. Designeren har i denne periode skabt prototyper af 5 lamper – fra formgivning af trykpatron til færdiglakeret, funktionsdygtig lampe. Serien stod færdig d. 24. november til udstilling i Normann Copenhagen Flagshipstore.

efterar-i-designets-tegn1.img

“Petits Frères” by Milia Seyppel, foto: Erika Svensson 

—-

Listen over designprojekter på Statens Værksteder i efterårsmånederne 2011 er lang – se dem alle her:

> Anja Merete Larsen

> Benandsebastian 

> Byen Sover 

> Christina Liljenberg Halstrøm  

> Gamfratesi

> Helle Bjerrum  

> Isabel Ahm  

> Jonas Lyndby Jensen  

> Jonas Trampedach  

> Kristine Mandsbjerg  

> Maya Lahmy

> Nikoline Liv Andersen

> Pernille Snedker Hansen

> Vibe Lundemark / Tabernacle Twins