Skip to content Skip to footer

Den 27. august blev årets vinder af Time to Design afsløret på Statens Værksteder for Kunst. Kulturministeriets departementschef, Marie Hansen, overrakte prisen.

Vinderen blev i år til en ung designduo, Chudy & Grase, alias Jasmina Grase fra Riga og Nils Chudy fra Berlin.

Af Rebekka Lewin, 29. august 2014

Nils og Jasmina er begge nyuddannede designere fra Design Academy Eindhoven, men har længe haft planer om et professionelt samarbejde. Det samarbejde er opstået nu, og sammen har de vundet Time to Design prisen med projektet ”Viewpoint”.

UDDRAG AF JURYENS BEGRUNDELSE
”Juryen ser Chudy & Grase, som et nytænkende team drevet af talent og dedikation. Deres arbejde bærer præg af en passion for at skabe nyt, inspirerende design. Styrken i deres samarbejde ligger både i idégrundlaget og i æstetikken. De to designere lader til at stille høje krav til deres eget arbejde, og samtidig formår de at stille de sig kritiske overfor, hvilken betydning design har eller bør have i vores samfund”.

CHUDY & GRASE OM AT VINDE PRISEN
Chudy & Grase har en vision om at efterlade et spor i verden. ”Vi tror på, at kommunikation er vejen frem, når det gælder design i dag. Vi er dybt fascinerede af folk, der formår at kommunikere deres arbejde ud via ukonventionelle kanaler. Vi er ikke ude på at ændre verden, men vi har en drøm om at skabe design, der spiller en rolle for nogle mennesker og på en eller anden måde har en indflydelse på deres hverdag.”

OM VINDERPROJEKTET
Da Chudy & Grase deltog i Time to Design havde de et produkt, der afspejlede denne vision om at gøre en forskel i hverdagen. ”Under vores research til ”Viewpoint” faldt vi over det faktum, at mennesker, der lider af en depression ser verden gennem mere realistiske briller end raske mennesker. Det betyder, at de fleste af os ikke ser verden, som den virkelig er – og hvorfor skulle vi også det? Det er langt sjovere at lege med grænsen mellem det vi kan og det vi ikke kan se. Det inspirerede os til at udforske affekter, der kan tricke vores perceptionsevne, og helt naturligt kom vi frem til et spejl”, fortæller duoen.

Projektet mundede ud i et spejl monteret på et lyspanel. Du kan glide det runde spejl på det nubrede lyspanel og selv bestemme, om du vil se dig selv eller din refleksion, der til sidst vil forsvinde ind i det hvide lys.

Viewpoint-Featured-Image1

CHUDY & GRASE’s VIDERE ARBEJDE
”Viewpoint” er så godt som færdigt, og juryen har derfor bedt Nils og Jasmina om at udtænke et nyt projekt, som de skal arbejde på under deres ophold på Statens Værksteder for Kunst. Valget er faldet på produktionen af en lyskilde ved navn ”Circle”, der er så spinkel og enkel i sin konstruktion, at man knapt kan skelne, hvor lyset kommer fra. ”Vi ønsker os en lyskilde, der bare er der – som ikke er pakket ind i plastikskærme og omslag.”

Mere information om Chudy & Grase kan findes her:

Website: www.chudyandgrase.com
Instagram: http://instagram.com/chudyandgrase
Facebook: http://facebook.com/chudyandgrase
Pinterest: http://www.pinterest.com/chudyandgrase/
Vimeo: https://vimeo.com/chudyandgrase

Om Time to Design – new talent award
Siden starten i 2008 har formålet med Time to Design været at skabe en unik platform, der kan bringe unge designere videre i en professionel karriere.

Vinderen modtager:

  • Et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst
  • 50.000 kr. sponseret af Træets Arbejdsgivere til materialeomkostninger
  • Individuel karriererådgivning fra OeO
  • En 14 dages udstillingsperiode i NormannCopenhagens Flagship Store
  • Udstilling på Stockholm Furniture Fair 2015

Mere information kan fås ved henvendelse til direktør Frederik Hardvendel, telefon 91 34 69 30 eller formidlingsansvarlig Rebekka Lewin, telefon 32 96 05 10 eller rebekka@svfk.dk