Skip to content Skip to footer

Statens Værksteder for Kunst har indgået et samarbejde med Maltfabrikken i Ebeltoft og Kunsthal Aarhus om et nyt og ambitiøst residency-program for internationale billedkunstnere. Programmet vil hvert år give seks dygtige kunstnere mulighed for at udvikle kunstprojekter i Danmark og knytte bånd til den danske kunstscene. Første ansøgningsrunde har deadline den 10. januar 2019.

Det er med støtte fra Statens Kunstfond, at den nye, danske artist-in-residency-ordning med navnet MALT AIR ser dagens lys. Residency-programmet vil primært have sine fysiske rammer i Ebeltoft, på byens gamle maltfabrik, som i øjeblikket er ved at blive renoveret og transformeret til et kraftcenter for kultur, kunst og kreative erhverv, men residenterne vil undervejs også få arbejdsophold på SVK.

Visionen med MALT AIR er overordnet at styrke og skabe gunstige forbindelser mellem den danske og internationale billedkunstscene. Programmet, som kan byde de første residenter velkomne i august 2019, tilbyder skræddersyede arbejdsophold, hvor kontakt til og udvikling i samarbejde med relevante danske billedkunstaktører vil være helt centralt.

Ambitionen er på sigt, at MALT AIR skal være det naturlige sted, internationale kunstnere orienterer sig mod, når de vil søge kunstnerophold i Norden.

Fagligt netværk i både øst og vest
MALT AIR tilbyder ophold til to kunstnere ad gangen i en periode af fire måneders varighed. I første ansøgningsrunde udvælges de første seks residenter, og de to første kan allerede tjekke ind i august 2019.

Maltfabrikken bliver med egen atelierplads og gæstebolig kunstnernes primære arbejdsplads og residens, men i løbet af opholdet vil kunstnerne også få mulighed for at rejse til København og med hjælp fra Statens Værksteder for Kunst blive introduceret til hovedstadens kunstscene og modtage vejledning i kunstneriske arbejdsprocesser.

”Der er ikke tale om, at kunstneren skal i et lukket refugie på Djursland. Tværtimod faktisk. Vi ønsker, at kunstneren får en bred og kvalificeret introduktion til den danske kunstscene i både øst og vest. Der vil derfor være mange aktiviteter i programmet, som kan skabe møder og nye samarbejder på tværs,” fortæller direktør for Statens Værksteder for Kunst, Frederik Hardvendel.

Desuden vil Kunsthal Aarhus bidrage med kuratorisk og kunstfaglig sparring til programmet, og som et yderligere tiltag oprettes en ekstern peer-gruppe individuelt til de residerende kunstnere. Alt sammen for at give de internationale gæster gode og solide platforme at danne netværk ud fra.

Direktør for Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius, udtaler:

”Vi håber på at kunne tiltrække mange kvalificerede ansøgere, og at dette er starten på en permanent residency-ordning. Vi har brug for stærke bindeled, som kan udvikle en kvalificeret og vedvarende dialog mellem den danske og internationale kunstscene. For det internationale er ikke bare en udadgående bevægelse, men i lige så høj grad en indadgående bevægelse – og MALT AIR kan netop bidrage til, at vores hjemlige kunstscene åbner sig udadtil mod verden.”