Asbjørn Skou under arbejdet på Statens Værksteder for Kunst i sommeren 2011.
Læs mere om Asbjørn Skou på SVK her
– Interview med Asbjørn Skou
Er man en af dem, der bevæger sig opmærksomt rundt i byen og lægger mærke til gadekunsten, så kan man meget vel have set en del til kunstneren Armsrocks motiver rundt omkring – specielt på Nørrebro i København. Fra lørdag d. 3. september udstiller han i helt andre rammer end vanligt, og som en erkendelse af det foregår udstillingen også under kunstnerens eget navn.
Af Ida Sofie Minke Anderson
August 2011
Plads er der dog stadig nok af, selv om det nu er indendørs, Armsrock, alias Asbjørn Skous karakteristiske store tegninger hænger. Rummet er nemlig den 273 m2 store Utzon-sal på Vejle Kunstmuseum. Museet har en af Danmarks største grafik- og tegningsamlinger, og der er bl.a. på baggrund af den profil, at Asbjørn Skou er blevet inviteret til at udstille.
En væsentlig del af det omfattende arbejde op til udstillingen har han lavet i atelieret Store Formater på Statens Værksteder for Kunst. Her inviterede han også indenfor til et interview kort før afslutningen af sit arbejdsophold i juli måned.
Du har tidligere samarbejdet med Vejle Kunstmuseum – hvilke projekter er det, du har været involveret i?
“Jeg har både lavet noget i bygningen i Vejle og noget i Athen, hvor jeg var med som repræsentant for en ny position i dansk tegning. En del af Palle Nielsens værker blev udstillet dernede – serien Orfeus og Euredike, som har et forhold til Athen – og jeg udførte en række tegninger, som relaterede sig til det græske museum og Palle Nielsens serie. Efterfølgende spurgte Vejle Kunstmuseum, om jeg ikke ville lave noget, som var stedsspecifikt i forhold til museet herhjemme. Det er en ting, som har været meget væsentlig for min praksis. Jeg har altid prøvet at forholde mig til det rum, jeg er i eller det rum, hvor værkerne skal hen for at kommunikere med det. Ikke mindst for at kunne bruge tegningen som sprog til at rejse en form for monodialog i rummet.”
Hvad er hovedtemaet i din kommende udstilling?
“Det startede i virkeligheden med, at jeg ville prøve at forholde mig til det specifikke rum, men jo mere jeg har arbejdet med projektet, jo mere har det ændret sig. Det er kommet til at handle primært om museet – ikke om Vejle Kunstmuseum, men om museer generelt. Det er noget, som sikkert er dukket op i kraft af, at jeg er begyndt at blive inviteret indenfor i den slags institutioner og derfor også har et behov for at forholde mig til, hvad det er for noget. Hvad kan denne her bygning, hvad er dens historie og dens præmisser?”
Hvorfor dette fokus på museet som institution?
“Museet er en ultrakompleks institution – det er en af den slags institutioner, som når den først er opfundet, så er der ikke nogen vej tilbage. For i det øjeblik museet eksisterer, så er der ting, der er inde på museet og ting, der er uden for museet. Det kvalificerer på en bestemt måde ved at have en indbygget autoritet. Samtidig kan museet ikke skilles fra vores forståelse af samfundets udvikling. Det er både et optisk apparat, altså en måde vi ser verden på, og et ideologisk apparat, hvor vi projicerer et bestemt billede af verden igennem det. Jeg har prøvet at tage alle de her punkter og nedslag, der er i museumshistorien og bruge dem til at pege på forskellige aspekter af modernitetshistorien.”
Hvad kommer udstillingen helt konkret til at være bygget op over?
”Udstillingen kommer overordnet til at indeholde en række forskellige installationer. Der er bl.a. en, som består af konstruktioner, hvor jeg har bygget et landskab ud af arkivfotos. Det er gjort på en meget rå måde ved hjælp af en slags møblement, der egentlig bare består af mdf-plader, som jeg har affotograferet og lavet om til tegninger. Men inde i museumslokalet vil det tage sig ud som en relativ monumental installation, hvor man nærmest kan gå ind i tegningerne. Man vil kunne se de samme billeder igen og igen fra flere vinkler, og ens blik bliver tvunget rundt i denne her miniatureinstallation. Den del af installationen er i virkeligheden ret central for udstillingen, og dermed central for de ting jeg synes museumsrummet kan. Det med at det konstant reproducerer sig selv og projicerer verden udenfor ind i sig selv.
Man kan sige, at selve rummet bliver en slags kartografi over museet som institution, men den er mangelfuld og fuld af hvide felter og halve sandheder. Noget af det er meget intentionelt, hvor jeg har skrabet sammen og prøvet at bruge både bygningens autoritet og min egen autoritet – i og med at jeg er i bygningen. Det er også her, at museumsarkiverne bliver interessante, for det er elementer fra dem, jeg har hevet ind og reproduceret som enorme tegninger.”
Du har valgt titlen “Impossible Society”. Hvad er baggrunden for dette valg?
“Titlen blev fundet helt tilbage i januar, da jeg skulle formulere tankerne bag udstillingen. På det tidspunkt tog jeg udgangspunkt i, hvordan vi kan se samfundet gennem de tre institutioner arkivet, teatret og museet. Men fordi titlen blev ved med at ligge der som en ekstern ting, jeg prøvede at spille op af – uden at den blev kontrollerende for projektet – så var det først her til sidst, at jeg egentlig fandt frem til det væsentlige i forhold til den.
Grundlæggende har jeg prøvet at tage udgangspunkt i et essay af Donald Preziosi, der hedder “Brain of the Earth’s body” (Art, Museums and the Phantasms of Modernity, red.). Her er tesen, at hvis vi nu siger, at museet er “brain of the earth’s body” – så er det jo limen, der holder samfundet sammen. Det er en af de ting, som ideologisk har været med til at forme det og bygge det. Og hvis det museum, jeg laver, fejler – og det gør det, for det er simpelthen dysfunktionelt fra starten – hvad siger det så om samfundet? Det er det, der er mit ærinde: At stille spørgsmålet om, hvordan vi ser os selv, samfundet og hinanden igennem det her optiske apparat, som museet er.”
Dit valg af titel leder næsten automatisk tankerne hen mod begrebet utopia. Er det intentionen?
“Dobbeltspillet i titlen var det, der interesserede mig. Både ved at det betyder et samfund, vi ønsker at se – en utopi – og ved at det spiller tilbage i forhold til spørgsmålet om samfundet, der simpelthen ikke kan eksistere, fordi det sprænger sig selv i stykker. Vi ligger hele tiden og bevæger os imellem de to tilstande af tragedie og utopi. Og det er det, der interesserer mig i forhold til at arbejde med grundlæggende menneskelige omstændigheder: At vi kan bevæge os igennem både katastrofen og håbet, og at det faktisk er det, som driver os fremad.”
En del mennesker vil kende dig som gadekunstneren Armsrock, og mange vil måske gøre sig en del tanker om, hvad der sker med gadekunsten, når den rykker ind på museet. Hvad er din holdning til det?
“Det er nogle forskellige ting, jeg laver de forskellige steder, så jeg kunne sige, at den diskussion om, hvad der sker med kunsten, er uinteressant. Men det er den faktisk ikke, for der sker altid noget. I det øjeblik et billede hænger her på Statens Værksteder, kan det en ting, i det øjeblik det bliver hængt ind på et museum, så kan det noget andet, og hænger du det ind på biblioteket, så kan det noget tredje. Men i og med at de ting, jeg laver, bliver lavet stedsspecifikt til at fungere et bestemt sted, så gør jeg jo ikke det, at jeg transporterer et værk fra et sted til et andet.”
Hvordan er det muligt at bevæge sig rundt i så forskellige typer rum på den måde, som du gør i dit kunstneriske virke?
“Der ligger nogle udfordringer i at flytte sig fra et rum til et andet, fordi man skal spille efter nogle bestemte regler. Der er nogle bestemte muligheder, men der er også nogle bestemte begrænsninger, som man får af rummet til at starte med, og det har jeg i virkeligheden oplevet som meget tematisk for mit arbejde. Når jeg har arbejdet i byrummet, så har det været med fokus på, at det skulle fungere i forhold til publikum der og i forhold til omstændighederne – vind, vejr, arkitektur mv. – og det er egentlig den samme præmis, jeg overfører til de indendørs rum. Hvad er det vi ser og ikke ser i det her rum? Hvordan kan jeg prøve at gribe ind i det? Jeg prøver at bruge billeder som et værktøj til analyse og generere et kritisk blik ved at give den analyse videre – uanset hvilket rum, jeg er i.”
Nu har du arbejdet ud fra museumsarkiver i denne her sammenhæng. Når din egen udstilling bliver taget ned igen, bliver den så også integreret som en del af arkivet – og dermed som en del af museumsfortællingen?
“Hvis det skulle være en del af arkivet, så tror jeg, at jeg ville have behov for at vælge ud, for jeg har anvendt ting fra mange forskellige arkiver. Mange af tingene i udstillingen handler om reproduktionstemaet – det konstruerede landskab inde i bygningen – og derfor har jeg lavet alt fra fotografiske reproduktioner til fysiske reproduktioner og reproduktioner af lister over udstillede objekter, hvor det egentlig primært er listerne og objekternes benævnelse, der er vigtige, snarere end hvad objekterne egentlig er. Det ville være fedt at indlevere dem som en del af museumssamlingen, fordi de udgør noget, som i virkeligheden er en rekonstruktion af et andet arkiv, som så bliver bygget videre i et tredje arkiv og i mellemtiden har indgået i et eller andet formelt greb.”
Hvad har det betydet for dig at kunne arbejde frem mod udstillingen her på Statens Værksteder?
“Det har været sindssygt fantastisk at have det fysiske rum til at lave noget i denne her størrelsesorden. Jeg har aldrig spillet et rum på næsten 300 m2 op før. Derfor er det en ny udfordring for mig, også bare rent fysisk, hvad man kan med den plads. Og det er i virkeligheden meget det, jeg har brugt SVK til at finde ud af. Jeg har nok brugt det lidt på samme måde, som man ellers ville bruge et residency – til at sige, at når jeg går herud, så isolerer jeg mig lidt i forhold min daglige omgangskreds, og hvad jeg ellers går og laver. Derudover har det jo selvfølgelig også givet en masse interaktionsmuligheder med folk, som jeg ellers ikke ville været kommet til at snakke med. Det synes jeg helt klart er en af styrkerne ved at have sådan et sted her; at der affødes en masse inspiration, know-how og erfaring.”
—-
Om kunstneren
Asbjørn Skou er født i 1984 og uddannet fra ‘Hochschule Für Kunst’ i Bremen, Tyskland. Som kunstner arbejder han primært med interventioner i det offentlige rum og med stedsspecifikke installationer.
