Til seneste design talk var 3D-print-eksperterne, Flemming Tvede Hansen og Martin Tamke, inviteret ind på SVK for at fortælle om deres research inden for formgivning og digitale teknologier. Med interessante og visuelt stimulerende oplæg blev det til en dynamisk dialog med publikum om de nye teknologiers anvendelse.
Af Mette Hess
Oktober 2016
Oplægget for denne design talk var spørgsmålet Kan man erstatte en designer eller kunsthåndværker med en robot? Flemming Tvede Hansen indledte sit oplæg med at forklare, at det kan være svært overhovedet at skelne mellem det håndlavede og det robotlavede:
”Der har altid været noget der hed et redskab, så hvordan kan man overhovedet skelne mellem det der er lavet med hånden, og det som er lavet med et redskab?”
Fremfor at definere deres arbejde som robotlavet eller håndlavet, kiler Flemming Tvede Hansens og Martin Tamkes research og eksperimenter sig ned et sted midt i diskussionen. Styrken i deres samarbejde er, at de bidrager med hver deres vinkel på emnet; Flemming med en baggrund inden for kunsthåndværk og design og Martin med en baggrund i arkitektur og computation.
Talk’en indledtes med en kort præsentation fra hver af de to eksperter, og efterfølgende blev to fælles projekter, Sensitive Ceramics og Filigree Robotics, præsenteret.
Digital formgivning og 3D-keramik
Flemming Tvede Hansens forskning tog sit afsæt med Ph.d.’en Materialedreven 3d digital formgivning – Eksperimenterende brug og integration af det digitale medie i det keramiske fagområde (2006-2010). Overordnet undersøgte han her hvordan man som keramiker og designer kan udnytte sin taktile viden fra kunsthåndværk i arbejdet med digital 3D-teknologi.
Første fase i hans research var at lave eksperimenter i et simuleringssoftware, som han fik til at simulere formen der dannes når et objekt rammer en vandoverflade. Den digitale simulering tillod Flemming at arbejde frit med skalaen. Simuleringen blev afsæt for keramiske former, som han printede i 3D, bl.a. en fingerring. Som Flemming selv beskrev det, oversatte han et virtuelt vandplask til et fysisk vandplask:
”Et virtuelt vandplask fra en computeranimation mødte et fysisk vandplask, og jeg arbejdede med den konflikt der lå mellem det håndlavede og det virtuelle, som simulerede noget virkeligt.”
I arbejdet med det færdigudviklede simuleringssoftware savnede Flemming imidlertid den frihed og kontrol, som han kendte fra arbejdet med leret. Han indledte derfor et samarbejde med programmøren Marcin Ignac om udviklingen af et interaktivt system, som de selv kunne kontrollere. De hackede en Wii (videospilkonsol fra Nintendo), for at kunne integrere kroppen i processen, og udviklede herudfra et responderende system, som kunne fange Flemmings bevægelser, og hvor de kunne designe reaktionen på bevægelserne. Flemming forklarede:
”Det var en videreudvikling af tanken om, at materialet er med til at drive processen, men det var mig der designede hvad softwaret skulle kunne gøre ud fra bevægelserne.”
Eksempelvis kunne hastigheden af Flemmings armbevægelser være styrende for den fremkomne geometriske form.
Efter sin Ph.d. begyndte Flemming at involvere lyd i sine eksperimenter, han forklarede:
”Det vigtige for mig var involveringen af kroppen, men det behøvede ikke nødvendigvis at være hånden, så hvorfor ikke arbejde med lydinteraktion?”
I 2012 designede Flemming, i samarbejde Carl Emil Carlsen og sine studerende på Designskolen, nogle interaktionssystemer med softwaren Unity (cross-platform game engine), der egentlig bruges til design af computerspil. De tog udgangspunkt i fem aspekter i stemmen – f.eks. støj og tonehøjde – i forhold til modelleringen af former.
På dette tidspunkt havde skolen fået 3D-printer som kunne printe med gips. Der blev dog ændret en smule på printerens funktionalitet:
”Printeren var lavet til gips, men vi konverterede den til porcelænspulver, baseret på en opskrift fra Washington Technical University. Vi blandede flormelis i porcelænspulveret og brugte vodka til at binde pulveret sammen. Det var en opskrift man kunne handle ind til ganske billigt i Netto.”
Teknologien bruges også af den online platform Shapeways, hvor det er muligt at uploade geometrier, som så printes i porcelæn, metal eller plastik.
Arkitektoniske materialers egenskaber og robotter
Udgangspunktet for Martin Tamke var praksis inden for arkitekturfaget, hvor man nemt kan designe objekter, men hvor formsætningen i det fysiske kan være en udfordring. Han nævnte, at den dobbeltkrumme flade eksempelvis stadig en fysisk udfordrende form at lave. Han er derfor interesseret i, hvordan alle de teknologiske muligheder, som f.eks. 3D-printeren, kan hjælpe den arkitektoniske praksis ved at koble formgivning og materialisering.
Martin startede sin forskningskarriere hos CITA med at undersøge den industrielle, automatiserede træfabrikation, der laver produkter med stor hastighed og præcision. Forskningsprojekterne PARAWOOD (2009) og LAMELLA FLOCK (23011) har vist fordelene af denne type produktion i forhold til massetilpasning samt mere effektive og innovative trækonstruktioner. Med denne tilgang forstår man dog hovedsagligt materialet på et geometrisk niveau, og den er derfor ikke optimal i forhold til at udnytte træets iboende egenskaber. CITA har derfor, med projekterne THICKET/ THAW (2009/10), DERMOID (2011) og med netværket Digital Crafting (2009-11), undersøgt hvordan materielle processer kan integreres i designs, og hvordan de digitale muligheder, f.eks. simulering, kan hjælpe de arkitektoniske formgivningsprocesser. Eksempelvis har CITA i disse projekter beskæftiget sig med bøjninger af fibermaterialer, f.eks. til vægge og til opbygning af pavilloner på Roskilde Festival, FARADAY PAVILLION (2012).
Forståelsen af materialer som ‘Designed Matters’ er i 2015-16 videre blevet undersøgt i et 10 meter højt tårn, Torre Tekstil – CNC knitted structure i Portugal. I samarbejde med tekstildesignere i Portugal er der blevet udviklet en strik, som produceres på en digitaliseret strikkemaskine. Strikken holder 10-12 mm tykke glasfiberrør sammen, og sammen skaber de to materialer det høje, hybride tårn. Det smarte ved tårnet er blandt andet at det er superlet, så det er nemt at håndtere. I dag, ca. tre måneder senere, står tårnet stadig fint på Placa De Toural Guimaraes i Portugal.
Denne type specifikke produktion materialer og elementer kræver maskiner som kan programmeres, og et generelt udtryk for den slags maskiner er ‘robot’. Strikkemaskinen, som lavede tekstilet til tårnet er én form for robot. På CITA har de dog en anden type robot:
”Robotter med arme er måske det tætteste vi kommer på en cyborg hos CITA. Den er genial fordi den er et universelt redskab. Hvor strikmaskinen kun kan strikke, kan man sætte robotten til det man ønsker.”
Med en sådan robot kan man placere et ønsket værktøj på robotten. Som eksempel har de på CITA forsøgt sig med et formredskab med en lille kugle for enden, der trykker et mønster ned i en metalplade, f.eks. stål eller aluminium, en proces kaldet ’Incremental Sheet Forming’. Det smarte ved denne teknik er, at man kan lave utroligt mange små detaljer i en stor plade, og det kræver ingen kræfter.
Teknikken er blevet brugt i samarbejdsprojektet A BRIDGE TO FAR, hvor to robotter i samspil har formet 150 metalplader. Et lignende projekt vises lige nu på udstillingen COMPLEX MODELLING EXHIBITION frem til 11. december 2016 på KADK.
”Robotten er endnu et redskab vi kan bruge, vi skal blot informere den”, sluttede Martin sit oplæg.
Sensitive Ceramics (2014)
Det første projekt Flemming og Martin arbejdede sammen på var Sensitive Ceramics, som var en del af et forskningsprojekt på KADK, hvor man undersøgte hvad det egentlig betyder at lave et eksperiment – med fokus på computerteknologi, form og materialer. I dette projekt forsøgte Flemming og Martin at sammenkoble deres tidligere erfaringer i et nyt hele. De anvendte bevægelsesinput, produktion af digital form og en ny printteknik, som kunne ’pølse’ formen op i keramik.
Det interaktive system blev denne gang bygget op i et hjælpeprogrammet Grasshopper i softwareprogrammet Rhino. Med dette program kunne de arbejde med en visuel programmeringsflade, hvor sliders med variable indstillinger kunne forbindes, og skabe forskellige geometriske mønstre. Programmet fik sin information fra fysiske håndbevægelser, der blev opfanget af bevægelsessensoren Microsoft Kinect. Den digitale form blev herefter printet ved brug af en blød pasta af ler og vand. Projektet generede en række keramiske skiver i smukke mønstre, som det på SVK var muligt at se og mærke et udvalg af.
FILIGREE ROBOTICS (2016-)
Netop nu arbejdes der på et nyt, fælles projekt, Filigree Robotics. Projektet bygger på den klassiske keramiske overformningsteknik og de nye, digitale teknologier. Ved overformning formes den keramiske struktur over en anden form, f.eks. af gips. Flemming har i hånden skabt en grundform, som 3D-scannes. Den indscannede form bearbejdes i en computer med en algoritme, og frem vokser en ny, virtuel (over-)form. Ved hjælp af en robotarm, med et selvdesignet printhoved, 3D-printes den nye, ornamenterede form i porcelæn over den eksisterende grundform. Herefter brandes og glaseres printet. Filigree Robotics udstilles i galleri Leth & Gori fra den 8. november.
Talk’en afsluttedes med en intensiv diskussion mellem oplægsholdere og publikum samt et par ord fra Frederik Hardvendel, Direktør for Statens Værksteder for Kunst, der bl.a. om de nye teknologiers muligheder sagde:
”Det er blevet tydeligt for os alle sammen, at det ikke bare er en ny hammer vi har fået – det er en frisætning rent kreativt.”
Illustrationer og fotos: Flemming Tvede Hansen & Martin Tamke.
