Skip to content Skip to footer

Den hvide farve præger mange af samtidens kunstværker, og ses ofte i værkstederne på SVK. Men hvad kan den hvide farve, og hvordan bruges den i kunsten – i materialer og som udtryk? Læs med her, og se eksempler på anvendelsen af den farveløse farve, der måske ikke er så uskyldsren, som vi går og tror.

Af Mette Hess 
Oktober 2016

Vi taler om farven hvid, men faktisk er det hvide ensbetydende med fraværet af farve. Hvid er nemlig lys – i modsætning til sort, som er fraværet af lys. Når vi ser den hvide farve, ser vi kombinationen af alle farver i det synlige lysspektrum, reflekteret af et belyst materiale. I kunsten er et af de mest anvendte farvepigmenter det hvide pigment, i dag kaldet titanhvidt.

For mange symboliserer den hvide farve uskyld, renhed, klarhed, fred og neutralitet. Samtidig har der i kunstens verden været en kritisk refleksion over den hvide farve, særligt i forbindelse med det hvide, såkaldt neutrale udstillingsrum – den hvide kube – hvilket i 1970’erne affødte en ny magt- og institutionskritisk kunst. I dag ser vi stadig den hvide farve overalt i udstillingsrummene såvel som i kunsten. I denne artikel ser vi på den hvide farves status gennem nogle nedslag i forskellige projekter på SVK, som på hver deres måde tematiserer hvidheden.

CHARLOTTE SCHRØDER / White (2016)
Væver, Charlotte Schrøder, arbejdede i vinters i væveværkstedet på en ny, stor gobelin som skulle med på en udstilling i anledning af hendes 70-års fødselsdag. For ti år siden, da Charlotte fyldte 60 år vævede hun et stort, retrospektivt værk med skildring af hendes liv; ægteskab, børn, og skilsmisse. Værket efterlod hende med en slags afklaring og fornemmelse af ’at være færdig’. Efterfølgende skulle hun deltage i en gruppeudstilling, men følte sig tom for ideer – der var ikke mere tilbage at væve. Til sidst besluttede Charlotte sig for at gribe denne følelse og væve ’ingenting’. Hun skrev ned hvad hun forbandt med ordet og kom frem til bl.a. hvid, let, stilfærdig, ensom, subtil. Dette var begyndelsen på det ‘hvide projekt’, som rummer en række hvide værker, bl.a. gobelinen, som der blev arbejdet med på SVK.

> Charlotte Schrøders projekt på SVK

Charlotte_Schroeder_white_002
‘White’, Charlotte Schröder

RIKKE BENBORG / Tableau Vivant (2016)
Rikke arbejdede i foråret på en storformats-scenografi til et filmværk om hysteri og femininitet. I Scenografien indgik skabe, kommoder, borde og døre – alt sammen malet i hvidt. Scenografien fungerede som fysisk ramme for det endelige filmværk om kvindeidentitet. Foruden scenografien syede Rikke hvide kostumer, og beklædte delelementer med hvidt stof. Hvide, huslige rekvisitter som strygebræt, spisestel og køkkenredskaber indgik også i scenografien. Alt blev holdt i den hvide farve, som hun anser for at være neutral. Kvinderne, som var med i filmen iklædt de hvide kostumer, smeltede sammen med rummets interiør og blev til en slags levende inventar. Rikke beskrev det således:

”Kvinderne bliver til levende skulpturer. Men i virkeligheden er det kostumerne og arkitekturen, der er filmens hovedpersoner frem for kvinderne selv. De får en underspillet og neutral funktion, der næsten bliver mekanisk, som er de legetøj, der bliver trukket op”.

> Rikke Benborgs projekt på SVK

Rikke Benborg
‘Tableau Vivante’, Rikke Benborg

ANNAROSA KRØYER HOLM / Væginstallation til udstilling på meter (2016)
Annarosa har med sit projekt Hvid[mə] Archive taget undersøgelsen af hvidhed op på et nyt, kritisk niveau. Hvid[mə] Archive er en ”tværfaglig samling af tekster og værker, der forholder sig kritisk til hvidheden” og søger at ”udstille den hvide farves vold, den institutionelle magt og den selektive nationale hukommelse”. Arkivet blev udviklet i 2014 til det lille bibliotek på Den Kgl. Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus. Et sted, hvor Annarosa mener, der er en åbenlys hvidme på færde, idet bygningen tidligere var lagerbygning for koloniale produkter fra de Vestindiske Øer og senest rummer en ophobning af hvide, nyklassicistiske figurer. Det nyklassicistiske skønhedsideal blev her koblet direkte sammen med den europæiske kolonisering. Afstøbningssamlingen lukkede dog i marts i år, men arkivet videreføres af Annarosa i samarbejde med en række akademikere.

På SVK har Annarosa arbejdet med en væginstallation til et større udstillingsprojekt på udstillingsstedet meter. Det konceptuelle udgangspunkt for projektet er et samspil mellem Hvid[mə] Archive og det faktum, at det i 2017 er 100 år siden Danmark solgte de tidligere Dansk Vestindiske Øer til USA. Et opdateret Hvid[mə] Archive vil indgå som et permanent element i hele udstillingsperioden.

Installationen, som Annarosa arbejder med på SVK er en videreudvikling af hendes afgangsværk, Chromofobi (frygten for farver), fra 2014. På SVK laves en række tests af forskellige udhugninger i gipslader, som fyldes op med en hvid kalkmørtel, der giver en flot, blank overflade. Det endelige værk skal hugges direkte i væggen i det hvide udstillingsrum. Her vil det stå med en spejlblank overflade med indridsede, kritiske budskaber fra arkivet. Værket vil med sin placering og hvidme desuden pege kritisk på det hvide udstillingsrum, som det er en del af.

img_6136_edit
Gipsplade med kalkmørtel, Annarosa Krøyer Holm

 > Annarosa Krøyer Holms projekt på SVK

LA VAUGHN BELLE / Cuts and Burns (2016)
La Vaughs Belle værk er i sin farvesætning ikke hvidt, men kan siges at tematisere den netop omtalte hvidme, idet hendes værk Cuts and Burns forholder sig kritisk til kolonitidens indflydelse på de Amerikanske Jomfruøer. I træværkstedet på SVK har hun, i mindre skala, genopbygget ét af de huse, som brændte ned i hendes fødeby. Til sit træarbejde benyttede hun manuelle træværktøjer, og mimede derved den måde slaverne måtte bruge arbejdsværktøj og ildspåsættelser i oprøret mod magthaverne under kolonitiden. Som La Vaughn Belle beskrev det:

“One of the most feared things about the people resisting the regime was burning stuff down. And the tools that people laboured with were used as a weapon – they didn’t have any guns. My work comes out of that. Trying to take the language of resistance and use it in a visual language.”

Cuts and burns bliver en del af et udstillingsprojekt på det nyåbnede udstillingssted meter.

> La Vaughn Belles projekt på SVK

IMG_5756_edit
Cuts and Burns, La Vaughn Belle

JEANETTE EHLERS / SAY IT OUT LOUD! (2014)
I forbindelse med sin retrospektive soloudstilling SAY IT OUT LOAD! i 2014 arbejdede billedkunstner Jeanette Ehlers på SVK med et nyt videoværk. Værket var en genopførsel af hendes live performance Whip It Good (2013), men denne gang opført og optaget i Den Kongelige Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus. I videoen optræder Jeannette blandt de over 2000 kopier af antikke, hvide europæiske skulpturer – ’den hvide mands kunst’ – iklædt miniskørt og malet med hvide striber på kroppen og i ansigtet.

> Jeanette Ehlers projekt på SVK

> Uddrag fra videoen Whip It Good

20140225_edit-4
SAY IT OUT LOUD!, Jeanette Ehlers

Hvidheden som mere end blot en farve: Hvid – hvidhed – hvidme
I samtidens kunst fremkommer det hvide i forskellige former og med forskellige intentioner bag. Farven hvid kan være et symbol på neutralitet, på følelsen af ingenting, eller på det abstrakte – som i Charlotte Schröder og Rikke Benborgs værker. Hvidhed kan også anvendes som et kritisk greb, i form af eksempelvis hvidmen, som er på spil i både Annarosa Krøyer Holm, La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers værker mere eller mindre eksplicit.

Der er en reel diskussion om hvidheden i gang i kunst- og kulturbranchen i disse år, se blot hos kunsten.nu. Særligt litteraturkritikkerne havde gang i debatten sidste år, hvor eksempelvis forfatter og musiker Henrik Marstal i Politiken skrev:

”…hvidhedsdebatten er et konstruktivt udtryk for, at en øget opmærksomhed på identitetspolitiske kendetegn i stigende grad er begyndt at præge de måder, hvorpå vi forholder os til kunst, politik, samfundsforhold og erhverv.”[1]

Marstal forholder sig her særligt til diskussionen om, hvorvidt hvide, heteroseksuelle og mandlige kulturkritikere har tilstrækkelig indsigt til at kunne bedømme kunst begået af personer med andre identitetsmarkører inden for race, seksualitet og køn. Gennem de nuværende flygtninge- og racismediskussioner aktualiseres den kritiske refleksion over hvidheden yderligere. Sammenlignet med kunst- og kulturkritiske stemmer i medierne kan kunsten siges at have et særligt potentiale: Fremfor at mediere ofte entydige budskaber, kan kunsten undersøge og sætte spørgsmålstegn ved hvidheden på en mere åben måde.


 

[1] Se Henrik Marstals artikel Den hvide mand fylder for meget fra 16. januar 2015 her