Skip to content Skip to sidebar Skip to footer
Næste ansøgningsfrist: 6. maj 2024 kl. 24:00

5-dages masterclass i finerformspænd

Hvorfor overhovedet formspænde finer, hvis man f.eks. til møbelbrug kan designe mere komfortable stole, der er polstrede, billigere i plast, lettere i massivt træ og med mindre brug af lim?

Fordi formspændt finer giver et godt kompromis mellem de positive sider af ovennævnte. Fordi det er træ med varme og fine taktile overflader. Fordi det kan formes i lette organiske former. Og fordi formspænd med det rette arrangement af finerlagene kan formes til stærke og materialebesparende konstruktioner.

Kursusbeskrivelse:

Kurset begynder med en halv dags teoretisk indføring i de tekniske forudsætninger for formspænd og en gennemgang af den relevante træteknologi. Designparametre, fordele og begrænsninger ved forskellige anvendelsesområder bliver gennemgået – og forhåbentlig udfordret.

Den største del af workshoppen kommer vi til at anvende til at fremstille forme og fiksturer. Det giver i sig selv en forståelse for teknikken. Foruden fremstilling af forme til industrielt brug, vil to metoder specielt egnet til prototyper og unika blive afprøvet.

Workshoppen er ganske ’hands-on’, og forventningen er, at vi afprøver og præsenterer så mange forskellige metoder som muligt for hinanden. Vi kommer til at presse finer i 2½D og få en forståelse for, hvordan finer reagerer under pres. Teori og anvendelse af 3D-finer vil blive gennemgået, men ikke anvendt.

Den sidste halve dag vil blive brugt på at præsentere de forskellige metoder for hinanden og naturligvis resultaterne.

Ved kursets afslutning har du:

  • Kendskab til de træteknologiske forudsætninger for formspænd.
  • Kendskab til opbygning af industrielle værktøjer.
  • En form, der kan bruges til prototypeudvikling.
  • En forståelse for, hvordan man bøjer finer i flere dimensioner.
  • Støv på tøjet og lim på fingrene.

Om underviseren:

Nils Ole Zib har en Master i Design, møbeldesigner og møbelsnedker. Han har holdt workshops og masterclasses flere steder i verden i mere end 20 år. Værkstedsleder Ulrik Bebe vil assistere.

Ansøgning og målgruppe:

Kurset henvender sig til professionelle designere, arkitekter, kunstnere og håndværkere, der ønsker at få et indblik i materialevalg, konstruktioner, processer og teknikker. Det vil sige, at du skal være færdiguddannet og arbejde inden for et af de nævnte fagområder for at komme i betragtning.

Send et kort CV samt en kort beskrivelse af din interesse for formspænd og forventninger til kurset i en samlet mail til kursus@svfk.dk senest søndag den 3. marts 2019.

Fakta:
Du skal påregne en smule hjemmearbejde under workshoppen og ca. 2 timers forberedelse inden. Og du skal medbringe din egen computer.

Kursusprisen er inklusiv materialer og en lille forfriskning. Du skal dog selv medbringe frokost. Er du medlem af BKF, kan du få 25% slået af prisen. Tilbuddet gælder for de første 30 tilmeldte på alle forårets kurser.

Har du spørgsmål til kurset, ansøgningsproceduren eller andet, så send en mail til kommunikationsansvarlig Rebekka Lewin på rebekka@svfk.dk.

Vi forbeholder os retten til at aflyse kurset, hvis der ikke er nok tilmeldinger.