Hop til indholdet.

Projekt

Works

2013 / Billedkunst

Jun. 2013

Kunstner Mamiko Otsubo arbejder på en serie værker til udstillingen Minimal Baroque på Rønnebæksholm og en soloudstilling på galleri Lullin+Ferrari i Zurich.

Rektangulære stensektioner, der ligner at være skåret direkte ud af skyskraberfacader i en amerikansk millionbys finansielle distrikt. Disse sektioner udgør den ene af de serier, som Mamiko arbejder med på SVK. Sektionerne er udfærdiget i massive stykker af blankpolerede sten, hvorfra, der rejser sig bogstaver af ædelt udseende metal. Med denne æstetik forventer man, at bogstaverne danner navnene på børsnoterede virksomheder. Men i stedet står der ”¾ LB. TRIPLE”, ”1/2 LB Double” og ”TRIPLE STACK”, formelle størrelsesbetegnelser uden forklaringer på indhold eller materiale.

 

”Det er titler på burgere, som de er navngivet af forskellige burgerkæder verden over. Når navnene tages ud af deres oprindelige kontekst virker de humoristiske og bliver til beskrivelser af størrelser og objekter, som potentielle skulpturer.”

 

Den anden serie af værker, Mamiko arbejder på, består af runde spejle, i et størrelses format lidt mindre end en CD. De er sat op i mønster med præcis samme afstand i mellem i en ramme. Prikkerne stikker ud over rammen. Mamiko kalder dem ”wall works” frem for ”billeder” og understreger, at der er stor forskel mellem præmisserne for maleriet og skulpturen som medie og deres relation til virkeligheden. Hun uddyber: ”Et maleri er afgrænset og beskyttet af rammen, hvad enten den fysisk er der eller fordi billedet holdes indenfor en bestemt rektangulær form.”

 

I Huggegården arbejder Mamiko med betonafstøbninger af spejlprikkerne. ”Beton er et meget ordinært materiale, som man genkender fra arkitekturen i ’den virkelige verden’. Det er ikke mystisk, man skal ikke først afkode det. Det er det det ligner: beton, hårdt og groft.”

 

”Det der for mig gør skulpturen som kunstnerisk medie interessant, er at den forholder sig altid til sine umiddelbare omgivelser og dens betydning skabes i samspillet hermed. Det understreger jeg i mine værker ved at arbejde med materialer og former, man genkender ret præcist fra virkeligheden. Mine værker er som stykker af virkeligheden snarere and billeder på den”.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260