Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I konserveringsværkstedet har Cecilia Westerberg arbejdet på værket Ginnungagap til en børneudstilling på Sophienholm.

 Nov. 2014

Udstillingen er tilrettelagt med henblik på at skærpe børn og unges iagttagelsesevne og oplevelse af kunst. Det fælles tema for de 12 inviterede kunstnere, der til dagligt er tilknyttet SMK, er ’Vintersol’.

Samspil mellem digital og analog
På SVK har Cecilia Westerberg skabt en animeret installation. Værket består af fire stykker stof, der hænger ned fra loftet. Herpå projiceres en animeret, fire minutters film, der afspilles i et loop. Først har hun tegnet billedet i hånden og derefter scannet det ind på computer. Vha. en digital tegneplade har Cecilia genoptegnet håndtegningen digitalt. Billedet projiceres direkte på stoffet og Cecilia har derfor løbende udviklet animationen, som arbejdet skred frem. Modsat når der arbejdes på en computerskærm, har hun kunnet udvikle værket i selve rummet fremfor kun på en flade.

Cecilias fokuspunkt var bedst muligt at overføre sit personlige, kunstneriske udtryk til det digitale medie. Samtidig med at kunstværket gør brug af digital teknologi, insisterer Cecilia på det analoge med udgangspunktet i håndtegninger. Hun arbejder med, hvordan det tekniske og det analoge bedst muligt kan spille sammen for at bibeholde den personlige og følsomme streg i et ellers standardiseret, digitalt værktøj. Selvom det er tidskrævende, kan Cecilia således bevare sin egen måde at tegne på, ved først at tegne i hånden og derpå bearbejde materialet digitalt.

Kunst i børnehøjde
Til udstillingen Vintersol har Cecilia skabt værket Ginnungagap, som er inspireret af nordisk mytologi og fortællingen om Ginnungagap : Tomrummet før verden bliver skabt. Ifølge myten mødtes ild og vand i intethedens gab og skabte en rimtåge – den tåge som Cecilia har forsøgt at imitere med det lette, bløde stof, hvorpå animationen projiceres. Værket vil være i et mørkt rum med en mytisk underlægningsmusik. Stoffet bevæger sig med børnene og den bløde, svævende stoflighed imiterer tåge. Animationen fremstiller en kosmologi skabt ud fra fortællingerne fra den nordiske mytologi.