Hop til indholdet.

Projekt

VII (Maximilian)

2016 / Billedkunst

I det lille fotoværksted arbejder billedkunstner Sarah McNulty på en kunstbog med egne værker, som gerne skal ende ud i et oplag på 30 eksemplarer.

Apr. 2016

Kunstbogen er ikke en dokumentation af Sarahs kunstneriske virke, men skal rettere forstås som en udvikling af værkerne. I arbejdet med bogen får Sarah mulighed for at undersøge værkerne på ny, og bogen er således en vej tilbage til maleriet. I denne forstand skal bogen imødekommes af læseren som et værk i egen ret.

Maleriet som udgangspunkt
Sarah arbejder med maleriet i udvidet form. Malerierne bryder væk fra lærredet og males på forskellige underlag eller direkte på væggen. Mange af malerierne er derfor midlertidige. Det begyndte med, at Sarah fotograferede de forskellige stadier af værkerne over tid, især fordi nogle kun eksisterede som stedspecifikke, og alle de forskellige lag blev dermed en del af Sarahs samling af billeder. Sarah arbejder med maleriets grænse og søger dets bristepunkt, og derfor finder hun det afslørende at anvende de underliggende lag i nye værker. Det har bl.a. resulteret i værker som fremstår som printede billeder af de underliggende lag på acetat. Hun har arbejdet stedsspecifikt med at installere dem således, at den faktiske væg i udstillingsrummet bliver den egentlige overflade. Overfladen spiller en stærk rolle i udviklingen af billedet, og overfladens struktur og materiale har en direkte effekt på motivet.

Kunstbogen – en åben tilgang
Løbende har Sarah skabt forskellige kunstbøger som en slags notesbøger – et arkiv, hvor hun kan forske visuelt til fremtidige projekter og værker. Dette har givet hende ideen til en bog, der fungerer mere i retning af værk fremfor arkiv, og som samtidig bevæger sig væk fra at være et enkeltstående objekt til et oplag i flere eksemplarer.

Sarah arbejder med eksisterende malerier fra sit atelier – ofte værker, der ikke rigtig fungerer, og som hun derfor kan klippe i stykker på alle mulige måder. Bl.a. arbejder hun med et værk malet på bagsiden af en bordplade. Som selvstændigt værk fungerer maleriet ikke, men der er dele, som Sarah finder værd at genbruge. En transparent udgave af maleriet virker langt bedre, og dette element arbejder Sarah videre med i bogen, og dermed bliver maleriet i sig selv blot et biprodukt.

Mange tests og eksperimenter har allerede fundet sted i det lille fotoværksted. Sarah har en meget åben tilgang, hvor hun lader materialet føre hende videre til næste billede. Derfor hænger der også forskellige værker rundt omkring på væggene. Sarah springer lidt til og fra de forskellige værker, og bruger en del tid på at kigge og undersøge. Hun scanner, forstørrer, printer og klipper i stykker.

Udgangspunktet for projektet var oprindeligt en række malerier af den franske kunstner Édouard Manet: ”Maxmilian”. I malerierne har Manet gengivet Maximilians henrettelse, men uden en egentlig sympati for motivet. Hans opstilling var forholdsvis traditionel, men i penselføringen og i arbejdet med fladen foregreb han det Moderne, hvor han så en større frihed i arbejdet med maleriet. At kunne nedbryde maleriet og arbejde med det på en modtagelig og aldrig stilnende måde, er det, der, ifølge Sarah, gør maleriet så relevant i dag.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, [email protected]
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260