Hop til indholdet.

Projekt

Værk/møbel til MINDCRAFT18

2018 / Design

På et bord i metalværkstedet blandt håndtegnede og digitale skitser og andre billeder ligger et gammelt fotografi af en kæmpe kaktus. Dens utallige arme strækker sig op mod himlen, og ved dens fod står en mand, forsvindende lille i forhold til den enorme, hårdføre plante. Kevin Hviid skaber en kæmpe bænk i jern til Mindcraft18. Bænkens størrelse og konstruktion har en effekt, der minder om kaktussens; mennesket bliver forsvindende lille, bliver en lille del af noget større.

Apr. 2018

Kevin begyndte at lave møbler i jern for omkring 4 år siden: ”Det, jeg godt kan lide ved at arbejde med jern, er den kontrast, der kan opstå, når man laver noget med en sårbarhed over sig i et så hårdt og kantet materiale”, fortæller han. Han er interesseret i, hvad der sker, når man overfører noget skrøbeligt til et stærkt materiale. Han interesserer sig generelt for det modsætningsfyldte: det skrøbelige over for det hårdføre, cirklen overfor den vertikale linje, det afvisende over for det inviterende, det flygtige over for det bastante.

Et flygtigt, drillende udtryk
Kaktussens hårdførhed og måden, den strækker sig opad på, har inspireret Kevin til bænkens højde (1,9 m) og tyngde (300 kg), som har en stor effekt på størrelsesforholdet mellem menneske og møbel. En anden inspirationskilde har været den flettede Peacock-stol og det flimmer, fletværket skaber. Kevin har bygget sin bænk op af jernprofiler og arbejdet med cirklen som den gennemgående form, der bryder med jernprofilernes rette linjer. Når man bevæger sig rundt om bænken opstår mønstre, bevægelse og et flimmer pga. mellemrummene mellem jernprofilerne og mødet mellem cirkelslagene og de rette linjer.

Flimmeret giver bænken et let, flygtigt og drillende udtryk; det er ikke helt til at vide sig sikker på den. Modsætningen mellem flygtigheden og materialets fasthed og hårdhed var en idé fra starten og har også været medbestemmende for bænkens navn, Billy. ”Jeg har en tendens til at give mine værker navne, det giver dem personlighed”, siger Kevin. Han beskriver Billy som en person, man ikke helt kan gennemskue: ”Står han på højre eller venstre ben, har han rakt armen ud, vender han ryggen til dig, kan han bære dig, hvis du sætter dig?” og fortsætter med et smil: ”Samtidig er han en fin og ligetil fyr, hvis man kommer tæt på”.

”Man får meget foræret af jernet”, fortæller Kevin, ”hvis det beholder refleksionen.” Han har valgt pulverlakering med høj glans, som bidrager til flimmeret, og som står i kontrast til den lyse farve på trælisterne, der skal limes på bænken. ”Træet giver bænken et blødere udtryk”, siger han, ”det inviterer folk til at sætte sig.”

Tegne, tegne, tegne og så 2094 svejsninger, 303 jernprofiler, 300 kg
Kevin har tegnet sig frem til bænkens udformning – geometriske former, cirkelslag og rette linjer, der har forskellige virkninger, alt efter om bænken ses oppefra, forfra eller fra siden. Efter at have tegnet utallige skitser byggede han hele bænken op i MDF-plader for at afprøve vinkler, retninger og størrelser. ”Jern er et udfordrende materiale at arbejde med i så stor skala”, fortæller han, ”fordi det er så tungt”. Derfor har han prøvet forskellige ting af i træ først og derefter lavet skabeloner, som smedene har svejset efter.

Billy består af 303 jernprofiler, og der er i alt lavet 2094 svejsninger. Det har generelt været et omfattende arbejde, og de er stødt på en del udfordringer. Det viste sig bl.a., at jernprofilerne, de havde købt, varierede nogle millimeter i størrelse, hvilket betød, at Kevin måtte bruge dag og nat i en uge på at fræse enderne ned til den rigtige størrelse. Smedearbejdet endte med at tage tre uger længere end forventet og var meget komplekst: ”Når du varmer jernet op, bevæger det sig i alle mulige retninger”, fortæller Kevin. De måtte hele tiden justere og udligne ved at svejse først på den ene, så på den anden side, før de fuldsvejsede. De arbejdede konstant med en balance mellem varme og kulde, så jernet trak den rigtige bue.

Det har desuden været nødvendigt at bygge bænken, så den kan skilles ad i to dele, fordi den er for stor til at komme ind på udstillingsstedet og ud af værkstedet. Samlingen af de to dele skulle være usynlig, hvilket gjorde det svært. De endte med at lave indvendige beslag og hængsler, som ikke er synlige, når bænken er samlet.

”Udfordringerne er jo en del af det, der gør det sjovt, men først bagefter, når det bliver en historie, ikke når man står midt i det”, griner Kevin.

Skrevet af Helene Johanne Christensen

 

http://mindcraftexhibition.com/mindcraft-exhibitions/mindcraft18-milan/billy-by-kevin-hviid/

http://www.elledecor.it/en/salone-del-mobile/fuorisalone-2018-preview-mindcraft-18-danish-designers

https://www.wallpaper.com/design/top-danish-designers-at-salone-del-mobile

https://tlmagazine.com/mindcraft-18/

 

 

 

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260